Feriafortællinger i kul

Klokken er otte onsdag morgen, og Plaza de la Constitución lugter stadig af slangevand. Her går kun en gadefejer på sin tredje runde og opstillingsholdet. Og mig. Jeg er en kabelbinder: en tyve centimeter lang strimmel sort plastik med små tænder på den ene side og et lille firkantet hoved for enden. Jeg kommer i en pose med hundrede, alle ens, indtil nogen stikker hånden ned og vælger dig.

Mig valgte Inma, som har posen hængende i bæltet ved siden af en tang. Hun klatrer op ad stigen med mig til toppen af scenen, hvor banneret venter: seks meter dug med røde bogstaver, der bebuder Feria de Torrox 2026.

Hun trækker mig gennem øjet i dugen, lægger mig om scenerøret og strammer. Zrrrip. Klik, klik, klik. Hver lille tand går på plads og kommer aldrig ud igen, for vi kabelbindere har ikke noget bakgear. En skrue løsner sig; en møtrik skifter mening med årene. Når en kabelbinder siger ja, så er det ja.

Så kommer tangen. Inma klipper min overskydende hale af helt inde ved hovedet, så der ikke stikker en grim lille stump ud på billederne. Det er som at bede om at få studset spidserne og gå ud fra frisøren skaldet. Kabelbinderen ved siden af, også kortklippet, siger, at det klæder mig. Vi kabelbindere bakker hinanden meget op.

Fra mit hjørne ser jeg pladsen blive bygget op. To af Inmas kolleger stiller hegnene op, klang, klang, som når man sætter stole frem til et bryllup. En elektriker kører op i liftkurven for at rette projektørerne og spørger: »Rammer den dig dér?«; nedefra svarer de med tommelen op. En patrulje fra lokalpolitiet går forbi, kigger og fortsætter sin runde. Så kommer kaffe og churros, og holdet samles fem minutter i skyggen af lastbilen. Ikke et minut mere.

Halv ni kommer en nabo forbi med et flute under armen, stopper, lægger hovedet på skrå og fastslår:

– Det hænger skævt.

Alle byer har sådan en herre; det er en offentlig service. Inma klatrer op igen og giver det højre hjørne et ryk. Naboen nikker tilfreds. Jeg har ikke flyttet mig en millimeter, bare så det er sagt.

Jeg regner: på denne scene er der over hundrede kabelbindere. Vi holder kabler, projektører, guirlander, bannere og en orange forlængerledning, som ingen ved, hvor kommer fra. Hvis vi en dag besluttede at give slip alle på én gang, ville gallashowet være en bunke ting på gulvet. Heldigvis ved vi ikke hvordan.

Og i aften er der arbejde. Klokken syv feriaens gallashow, med danseskolerne der stamper på brædderne. Tyve minutter i ni dronningerne og Mister. Halv elleve åbningstalen. Elleve tændes festpladsen; kvart over elleve raketterne, og halv tolv den første store koncert, med højttalere der vil ryste dugen som et lagen på tørresnoren.

På aftenens billeder vil man se kjolerne, kronerne og konfettien. Hvis nogen zoomer meget, rigtig meget ind, ser de en lille sort prik øverst på banneret. Det er mig. Jeg er med på alle billederne, og ingen genkender mig. Ligesom opstillingsholdet.

Klokken ni giver Inma dugen et sidste ryk, som når man retter en rygsæk på et barn ved skoleporten. Jeg holder. Hun nikker, putter tangen i lommen og går med de andre efter flere hegn. Når feriaen er slut, kommer hun tilbage og løsner os: en kabelbinder binder man ikke op, man klipper det. Det har jeg affundet mig med. Men indtil da kan østenvinden blæse, alt hvad den vil. Herfra flytter ingen mig.

Halv ti onsdag morgen, når halvdelen af Torrox stadig sover og den anden halvdel stryger flæser, har jeg allerede været et stykke tid på Complejo La Granja, i en lille skotskternet pose, og stødt ind i mine to søstre, hver gang min ejer skifter ben. Jeg er en petanquekugle. Forkromet stål, syv hundrede gram, konkurrencerifler. Og en livsopgave, jeg aldrig helt har accepteret: at lægge mig tæt på grisebassen.

Grisebassen er en lille trækugle på størrelse med en valnød, malet skrigende orange, som ligger stille hele turneringen og gør sig vigtig. Alle kigger på den. Alle måler til den. Og jeg, der vejer tyve gange så meget, skal gå hen og bukke for den som en hofmand. Det gider jeg ikke.

Min ejer hedder Antonio, er fireoghalvfjerds år, har en reklamekasket fra et foderlager og en teknik, han kalder »min fars«: han sætter sig på hug, lukker det ene øje, mumler noget, der lyder som en bøn, og slipper mig med et vrid i håndleddet. Over for står modstanderholdet: to brødre i ens poloshirts, alvorlige som i en VM-finale. Den ene har en magnet i en snor for at samle kuglerne op uden at bukke sig. Spidsteknologi.

Første kast. Antonio kaster mig kærligt. Jeg, med verdens bedste hensigter, hopper på en lille sten, laver en finte og standser to håndsbredder fra grisebassen og kigger en anden vej. »Åh, den gik for langt!« klager han. Jeg gik ikke for langt, Antonio. Jeg gik med værdighed.

Andet kast. En af brødrene lægger en kugle så tæt på grisebassen, at de ligner kærester. Der lyder diskret bifald. En herre med en termokande kaffe bemærker: »Den dér er som i lærebogen.« Jeg, i mit eksil, føler noget, der ligner misundelse meget.

Så kommer øjeblikket, der ændrer min karriere. Antonio tager kasketten af, klør sig i hovedet og siger til sin makker, Pepe: »Her skal vi ikke lægge. Her skal vi skyde.« Og han tager mig. Mig. Han tørrer mig af med et stoflommetørklæde, puster på mig, ser mig stift i øjnene og hvisker: »Kom så, skat, i dag begynder feriaen.«

At skyde er i petanque det modsatte af at lægge: man går efter modstanderens kugle og slår den væk med et rent træf. Det er min ting. Det er petanquens rock and roll.

Jeg forlader hans hånd i en perfekt bue, krydser den friske morgenluft, lander lige oven på den forelskede kugle og – klonk! Jeg sender den en tur hen til hegnet, og selv bliver jeg liggende på dens plads, tæt op ad grisebassen, som om jeg havde ligget der hele livet. Kenderne kalder det »carreau«. Hjemme hos os kalder vi det poetisk retfærdighed.

Stilheden varer et halvt sekund. Så råber Pepe »Sådan!«, termokandeherren spilder kaffe ud over sig selv, og brødrene i de ens poloshirts ser på hinanden, som om nogen havde byttet regelbogen ud. Ham med magneten er længe om at hente den udviste kugle. Han finder den under en bænk, meget berørt.

Vi vandt ikke turneringen. Vi blev nummer tre, efter et hold damer der lagde med kirurgisk præcision og spiste magdalenas mellem kastene. Men på vej hjem, i den lille ternede pose, sagde Antonio til alle, han mødte: »Så du den carreau? Den kugle har talent.«

Nu hviler jeg på kommoden i entréen, mellem nøglerne og sygesikringsbogen. Mine søstre siger, jeg er blevet storsnudet. Måske. Men i år, for første gang, kom jeg tæt på grisebassen. På min måde.

Jeg har siddet øverst i tombolaen på Llano de la Almazara i fire ferias. Fire. Jeg er en panda, en meter og tyve høj, med rød butterfly og et broderet smil, der med årene er blevet lidt stift. På boden står der med neonbogstaver: »ALLE LODDER VINDER!«. Og det passer. Alle lodder vinder. Det er bare det, at ingen nogensinde vinder mig.

Man vinder delfinnøgleringen. Man vinder den farvestrålende kam. Man vinder sættet med plastikkrus med frugtmotiv, som har en mistænkeligt høj gevinstrate. Man vinder en pibende gummiand, der har skiftet ejer flere gange end en femeuroseddel. Men pandaen, nej. Pandaen er drømmen. Pandaen sidder deroppe, for at folk bliver ved med at købe lodder.

I dag er det onsdag, Børnenes Dag. Forlystelserne er billigere, og indtil klokken ni om aftenen kører de uden lyd, hvilket er noget meget smukt: karrusellerne drejer, stiger og synker i stilhed, med lyset tændt og børnene grinende, og endelig kan man høre, hvad folk siger. Selv om det i en tombola ikke altid er en god idé.

– Far, pandaen!

Så er det i gang. En dreng på omkring seks år, sminket som en tiger, peger på mig. Faren kigger op, kigger på skiltet, kigger i pungen og laver en hovedregning, man kan se i panden. Han køber fem lodder. Nøglering, kam, kam, krus, gummiand. Han køber fem til. Nøglering, nøglering, en kuglepen med fjer, krus og en køleskabsmagnet formet som en klipklapper. I tredje runde dukker moren op bag ham med to candyfloss og et blik, der kunne fryse Middelhavet.

– Hvor meget har du brugt?

– Ikke meget, siger han.

De har brugt tyve euro. Jeg ved det, for heroppefra ved jeg alt.

Til sidst går drengen med en delfinnøglering, en kam, to sæt krus og gummianden, som han allerede har døbt Paco. Og han går glad. Meget gladere end hvis han havde vundet mig, for jeg havde ikke engang kunnet være i bilen. Faren ser på mig en sidste gang, med en blanding af nag og respekt. Vi ses næste år, mester.

Eftermiddagen går. Der går par forbi, bander og en herre, der forsikrer, at »det her er fusk«, og køber ti lodder for at bevise det. Han vinder en kam. Han går tilfreds, teorien bekræftet.

Og så, næsten klokken ni, da forlystelserne snart skal larme igen, kommer en bedstemor. Lillebitte, med en kæmpe håndtaske og et barnebarn i hånden. Hun spørger ikke efter pandaen. Hun kigger ikke engang på mig. Hun køber én eneste lodseddel, »for at prøve«, og åbner den med neglene, langsomt, uden briller.

Tivolimanden læser den to gange. Han taber mikrofonen. Han samler den op. Han rømmer sig.

– Mine damer og herrer, paaaandaaaen!

Hele tombolaen vender sig om. Barnebarnet skriger. Bedstemoren, der ikke har forstået noget, spørger: »Hvad har jeg vundet, skat?« Og mig hiver de ned fra toppen med en krog, efter fire ferias, under klapsalver, som en astronaut der vender tilbage til Jorden.

Barnebarnet bærer mig, og hun er lige så høj som mig, så vi går nærmere i favntag, slingrer hen over festpladsen og undgår ben. Da vi kommer forbi radiobilerne, ser tigerdrengen os, og der slipper et »åh!« ud af ham. Paco, anden, piber.

Nu bor jeg i en lænestol i et hus i byen, med et tæppe over benene. De kalder mig Don Panda. Ikke særlig originalt, men det er mit. Og hver gang nogen kommer ind ad døren, siger bedstemoren: »Den dér vandt jeg på feriaen. Med én lodseddel.«

Alle lodder vinder. Man skulle bare vente.

Vi er lærerindens øvesko. Lærred, der engang var lyserødt, delt sål, så foden kan bøje, som den vil, og en lap gaffatape på snuden, som nu er en del af vores personlighed. I dag klokken syv om aftenen begynder feriaens gallashow på Plaza de la Constitución, og vi er, hvor vi altid er: ved siden af scenen, bag det sorte tæppe, hvor ingen projektør når hen.

Vi har øvet siden juli i studiet: en spejlvæg, et lille håndaftryk i knæhøjde og en ventilator, der drejer hovedet, som om den sagde nej til alt. Foran det spejl har de fireårige været; de tolvårige, der kigger mere i glasset end på læreren; tre drenge, der kom med deres søstre og nu kommer først; og tirsdagsholdet, folk der begyndte at danse, da de gik på pension, og ikke har meldt afbud, ikke engang på tandlægedagen.

Læreren retter med korte sætninger. »Den hage.« »Armene, I hænger ikke vasketøj op.« »Se på publikum, gulvet kan dansen i forvejen.« Og vi bagefter: fem, seks, syv, otte, samme trin hundrede gange, til det sidder fast i sålen som en øreorm.

Og så er der Alba: fem år, en sløjfe stor som en åben hånd og sit eget indre ur, der altid går en halv takt bagefter. Når holdet drejer rundt, tænker Alba over det. Når holdet er færdigt, tager hun den sidste omgang alene, meget alvorlig, med tungespidsen ude. Og læreren klapper, som om det hele var perfekt. Hvis nogen spørger, om hun ikke burde rettes, svarer hun uden at holde op med at tælle: »Takten kan man lære. Det, hun har med, kan man ikke.«

I dag er vi ikke alene. Bag scenen samles alle byens danseskoler og dansegrupper, og i gulvhøjde er det et skomøde: flamencosko med søm, der klaprer selv når de står stille, skinnende hvide sneakers til moderne dans med snørebånd, der ser strøgne ud, espadriller med bånd til de traditionelle danse. Alle på det samme lille stykke gulv, og ingen træder på nogen.

Nerverne kan også høres. En pige gennemgår koreografien lavmælt. En dreng binder snørebåndene for fjerde gang. En mor leder efter den hårelastik, hun har om håndleddet. Ved hver side står en lærer, og de gør alle som vores: en dyb indånding, et kys på panden og et »nyd det«, sagt som en ordre.

Musikken starter, og de går ud. Og her er det, ingen ved: vi danser også. Bag tæppet markerer læreren hvert trin med fødderne, bittesmåt. Fem, seks, syv, otte. Når de drejer, drejer vi. Når de løfter armene, løfter hun sine halvt, som om hun hjalp på afstand.

I den sidste omgang står Alba alene tilbage, en halv takt bagefter, som altid. Men i dag ser en hel plads på. Hun gør sin omgang færdig, står stille og breder armene ud. Og Plaza de la Constitución gør det, læreren har gjort siden juli: klapper, som om det var perfekt. For det var perfekt.

Ved bukket trækker de små læreren ud på scenen. Hun stritter bare lidt imod. Og sådan træder vi for første gang på brædderne med gaffatapen synlig, foran halvdelen af byen. Ingen kigger på os, selvfølgelig. Alle kigger på læreren, der græder og siger, at det er projektørernes skyld.

Bagefter kommer valget af dronninger og Mister og prisuddelingen, men det er en anden historie. I november første prøve. Alba har allerede meddelt, at næste år kommer hun til tiden. Læreren har sagt, at hun ikke skal skynde sig, vi venter på hende.

Kastagnetterne af mørkt træ havde været tavse i årevis, hængende på en krog i karmen til vinduet ud mod Calle Alta. Holdt af en rød snor, som Torrox-solen havde bleget, var de blevet endnu en pynteting, på linje med apotekets kalender og keramiktallerkenen, ingen tør tage ned. De var min bedstemors. Og min bedstemor, hvile hun i fred og danse i herligheden, spillede på dem som maskingeværsalver: til byens bryllupper sagde man, at hvis de satte hende tæt på orkestret, blev trommeslageren deprimeret.

Hver oktober, når feriaens trompeter og trommer begyndte at drøne ned ad bakken mod pladsen, blev det værelse mere stille end nogensinde. Udenfor raketter, charangas og en mand der testede en højttaler med det evige »ja, ja, prøve, en, to«. Indenfor to stykker træ, der kiggede på mig fra vinduet som en hund, der ved, at den ikke skal ud at gå i dag.

Den feria-eftermiddag listede vinden fra havet sig ind mellem pelargoniepotterne med meget dårlig opførsel. Vindstødet skubbede det lakerede træ mod karmen: et tørt, klodset, men tydeligt klak. Kun ét. Men i Torrox er et klak midt under feriaen en hensigtserklæring.

Nedenfor gik en flok nabokoner i prikkede kjoler grinende op ad bakken på vej til dansen, med viftene i kampstilling. Da hun hørte klakket, kiggede Paqui – der har et taktøre, konservatoriet ville misunde – op, klappede hurtigt i hænderne og råbte op mod altanen:

– Kom så, lad os høre hvirvlen, det er feria!

– Det var vinden! svarede jeg og lænede mig ud.

– Så må vinden komme ned og danse, her er plads nok! tilføjede en anden, og de andre bøjede sig dobbelt af grin over deres flæser.

Jeg blev stående og kiggede på kastagnetterne. De kiggede på mig. Eller sådan virkede det, under feriaen skal man ikke stole på noget. Jeg tog dem forsigtigt ned, løste knuden på snoren og trak løkkerne over tommelfingrene. Det var evigheder siden, jeg havde prøvet. Sidste gang, da jeg var ni, smuttede den ene ud af hånden og ramte katten midt på ryggen. Katten satte ikke sine poter i det værelse igen før påske.

Jeg trak vejret dybt. Jeg huskede min bedstemors stemme: »Hvirvlen begynder i lillefingeren, ikke i angsten.« Og jeg slap det første slag løs.

Det kom rent ud. Trrriá. Mod den lune aftenluft, som om træet havde ventet på signalet i årevis.

Fra gaden brød en ovation løs, større end ved åbningstalen. Nabokonerne jublede, nogen råbte »olé for din bedstemor!«, hvilket egentlig var lige i øjet, og en lille dreng, der gik forbi med en SvampeBob-ballon, blev stående med åben mund. Jeg blev modig og hængte endnu en hvirvel på, så en mere klodset, så en jeg ikke engang ved, hvad hedder, men som lød himmelsk i mine ører.

Træet, varmt af solen, holdt op med at være en sørgepynt. Det fik sin stemme tilbage. Og mindet, der i årevis havde gjort det ud for sorg, tog prikkekjolen på og gik ud på gaden.

Da lygterne i Calle Alta begyndte at blive tændt én efter én, gik jeg allerede ned ad bakken efter nabokonerne, med kastagnetterne på tommelfingrene og et smil fra øre til øre. På vejen mødte jeg katten, der kiggede ud ad nabovinduet. Den så nagende på mig. Nogle sår heler ikke engang feriaen.

Siden klokken syv om aftenen har jeg ligget på en granatrød fløjlspude bag scenen på Plaza de la Constitución, omgivet af kabler, vandflasker og en dame fra arrangørerne, der kigger på mig hvert femte minut, som om jeg skulle stikke af. Jeg stikker ikke af. Jeg er en krone. Et diadem, for at være præcis: sølvfarvet metal, tolv små sten der glimter, som var de ægte, og et lag glimmer, som nogen drysede på mig i går, »så den skinner i projektørerne«. Glimmeret er i øvrigt allerede overalt: på puden, på bordet og i lysteknikerens overskæg. Glimmer forsvinder aldrig. Glimmer er for evigt.

I aften er det feriaens gallashow, og tyve minutter i ni kåres dronningerne og Mister for 2026. Jeg ved endnu ikke, hvilket hoved jeg havner på, og for en krone er det som ikke at vide, hvilket hus man skal bo i resten af året.

Fra puden ser jeg alt. Jeg ser kandidaterne rette på makeuppen med mobilen som spejl, trække vejret dybt og give hinanden mod med et sammenhold, mange ville misunde dem. Jeg ser en mor, der sætter en knold med tre hårnåle mellem tænderne. Jeg ser en bedstefar, der har sneget sig om bag scenen med den undskyldning at »komme med en vandflaske« og ikke er gået i tyve minutter, mere rørt end hvis det var ham selv, der var kandidat.

Og jeg ser kandidaterne til Mister. En øver sit smil foran en slukket højttaler. En anden gennemgår lavmælt, hvad han vil sige, hvis han vinder. Og alle skæver til mig med en misundelse, jeg kender godt: Mister får et skærf, og et skærf er, os imellem, ikke det samme. Et skærf er tilbehør. Jeg er en institution.

Danseskolerne går i gang, og scenen drøner. Min pude vibrerer. Mine små sten klirrer. Damen fra arrangørerne holder mig med hånden, for en sikkerheds skyld, og jeg benytter lejligheden til at forære hende lidt mere glimmer. Hun vil huske mig til jul.

Så kommer øjeblikket. Værten hæver stemmen. Den obligatoriske trommehvirvel lyder, den der lyder ens til alle gallaer i verden, som om der kun fandtes én trommeslager ansat til hele planeten. Spændingen kan skæres med en kniv. En kandidat klemmer en andens hånd. På første række råber nogen et navn, og halvdelen af byen tysser.

Navnet bliver sagt. Klapsalver, skrig og et gruppekram på scenen, der næsten vælter mig af puden. Hænder løfter mig, bærer mig mod lyset, og for første gang i mit liv ser jeg hele pladsen lige i øjnene. Hundredvis af mobiler rettet mod mig. Lygter. En lille dreng på farens skuldre med en candyfloss større end sit hoved.

Jeg lander på en frisure med så meget hårlak, at den holder som en bymur. Jeg sætter mig til rette. Jeg vipper lidt mod venstre. Dronningen griner, holder mig med hånden og hvisker til hende ved siden af: »Hvis den falder af, dør jeg.« Jeg falder ikke af. Hårlakfrisurer er mit speciale.

Oppefra ser jeg Mister, der stråler af lykke med sit nye skærf, vandflaskebedstefaren, der græder hæmningsløst, og damen fra arrangørerne, der opgivende ryster glimmer ud af håret.

Et år med arrangementer, billeder, optog og en enkelt skoæske venter mig. Men i aften, øverst på Plaza de la Constitución, med hele feriaen for mine fødder, ved jeg, hvilket hoved jeg bor på. Og jeg skinner. Og hvor jeg skinner.

Jeg er en trappestige. Syv trin, ben af gult glasfiber og et klistermærke øverst, der forbyder at stå på det sidste. Jeg er ikke af aluminium, for elektrikere stoler ikke på noget, der leder strøm. Jeg leder ikke engang varevognen: jeg rejser på tagbøjlen, bundet fast med to elastikker.

Onsdag, halv ti om aftenen, og mine ben står plantet i sandet på Llano de la Almazara. Halvanden time til tændingen. Forlystelserne har allerede skruet op for musikken – indtil ni kører de stille – og børnene fra Børnenes Dag løber fra karrusellen til radiobilerne. Festpladsen ligger derimod stadig i mørke: tusindvis af pærer, der venter, og fire elektrikere med pandelampe, der tjekker, at de ikke venter forgæves.

Den store indgangsportal er ikke min sag. Den tjekker de fra kranen, som gør sig vigtig, fordi den når overalt. Kranfolkene siger, at deroppe, tredje række til venstre for byvåbnet, sidder der en pære, der hele tiden spørger, om gul klæder den. Mit job er det, der ikke kommer med på billederne: eltavler, guirlander, små buer, stikkontakterne i boderne.

Siden klokken fem om eftermiddagen er Lucía klatret op ad mig treoghalvtreds gange. Jeg har talt dem; det er det eneste, en stige kan gøre, mens nogen står på den. Op, kigge, stramme en klemme, ned, klappe mig sammen, løfte mig op på skulderen og slå mig ud ti meter længere henne. Bag hende går Andrés, holdlederen, med en notesblok og en tester, der bipper som en lille fugl. Af al den bøjen knager det i hans knæ. I mit hængsel. Vi forstår hinanden.

En dreng med en delfinballon spørger Lucía, om det er hende, der tænder feriaen. »Jeg sørger for, at der sker noget, når nogen tænder den,« svarer hun. Drengen beslutter, at det er voksenting, og løber sin vej.

Kvart over ti dukker oprøreren op: en pære i guirlanden, der krydser bodgaden, lige over de brændte mandler. Ved testen tænder den, slukker, tænder igen og tænker sig om.

– Den dér vil lave sjov med os, siger Andrés.

Først slår man strømmen fra. Altid. Det er det første, en elektrikerstige lærer, før sit eget serienummer. Andrés trækker håndtaget ned, sætter støvlen på min fod, det er vores måde at give hånd på, og Lucía klatrer op. En, to, tre, fire, fem, seks. Hun skruer den ud, kigger og griner: »Den er ikke sprunget, den sidder løst.« »Ligesom os alle sammen på det her tidspunkt,« svarer Andrés. En kvart omgang, håndtaget op, og oprøreren lyser stabilt, meget artig, som om den aldrig havde gjort en kat fortræd. Håndtaget ned igen: det er ikke dens tid endnu.

Kvart i elleve klapper de mig sammen og stiller mig op ad varevognen, mellem en kabelrulle og en termokande med kaffe, der for længst er blevet kold. Folk kommer hen til portalen: barnevogne, bander, familier med cardiganen, hvis det bliver køligt. Ingen kigger herhen. Fire refleksveste i mørket er ikke noget stort show.

Klokken elleve lyder nedtællingen, og feriaen tændes nedefra og op. Man hører et kæmpelangt bifald. Faghemmelighed: elektrikere kigger ikke på lysene. De kigger på eltavlen. Andrés har lommelygten rettet mod HPFI-relæet, som en der venter på et straffespark. Et, to, tre sekunder. Intet slår fra.

Nu så. Andrés slukker lommelygten, Lucía tager hjelmen af, og de fire kigger op med det lille smil hos dem, der ved, hvor mange gange de er klatret op, for at dette kunne ske. Ingen klapper for dem. Det er de ligeglade med. Lucía klapper mig to gange på vangen: »Godt arbejde, makker.«

Kvart over elleve stiger raketterne. For i dag må andre klatre.

Jeg kom ud af papkassen for knap fyrre minutter siden. Jeg har stadig den skarpe lugt af ny plastik, nyåbnet forsegling og kabel, der aldrig har smagt strøm. Mit arbejdsliv begyndte uden prøvetid og uden indkøring: på et øjeblik gik jeg fra mørket i et lager til toppen af et metalstativ, hvor jeg troner over hovedscenen på Plaza de la Constitución. Fra hylden til stjernestatus på én eftermiddag.

Klokken er halv elleve onsdag aften. At kigge ned fra denne højde tager pusten fra en, selv om jeg teknisk set ikke trækker vejret. Pladsen er blevet til en menneskeflod, der truer med at løbe over i Torrox' gyder. Hundredvis af hoveder trænges under lyskæderne, papirlygterne dirrer i havbrisen, og mængdens summen stiger i tætte bølger, tunge af duften af brændte mandler og nystegte churros. Alle byens øjne peger lige derhen, hvor jeg står.

Lige før gav lydteknikeren mig to tørre prik med tommelspidsen for at tjekke, at jeg svarede. Bom, bom. Det rungede i min membran med kraften af et stenkast, og jeg var bange for, at lodningerne i foden skulle give slip live. Så pustede han. Pustede! Hvem har lært den mand, at man puster i en mikrofon? Jeg holdt stand, uden den mindste hylen, med værdigheden hos en, der ved, at den har en mission.

Kvart over ti bliver jeg indviet for alvor: festrådmanden og borgmesteren kommer op og byder velkommen, og jeg klarer mig som en veteran. Men det store kommer bagefter. Halv elleve åbningstalen. Og i år holdes den ikke af én person: den holdes af en hel sang- og dansegruppe fra byen, fuldtallig.

De kommer op på scenen på række, i festdragter, sjalerne pænt lagt, kastagnetterne stikkende op af lommerne og den blanding af forventning og nerver, man kan se helt ned i hælene. De er mange. Jeg er én. Jeg regner efter og får koldsved: hvis hver af dem kommer tre millimeter fra mit gitter, får jeg brug for ferie efter i aften.

Talen går fra hånd til hånd. En stemme fortæller, hvordan feriaen var før i tiden, med papirlygter og dans til daggry. En anden mindes dem, der ikke er her mere, og hele pladsen bliver stille. En tredje fortæller en anekdote, der får selv lydteknikeren til at grine. Jeg hopper fra håndflade til håndflade som stafetten i et stafetløb, og i hver hånd mærker jeg en anden puls: én ryster, én klemmer, og én holder mig med så meget ømhed, at jeg næsten bliver rørt.

Mod slutningen slår nogen takten med knoerne på talerstolen. Kastagnetterne lyder. Og hele gruppen stemmer i med en copla fra egnen, flerstemmigt, der farer ind i mit gitter som en storm og kommer ud af højttalerne forvandlet til noget, jeg ikke kan forklare. For første gang i mit korte liv forstår jeg, hvad en mikrofon er til: ikke for at man skal høre højere, men for at man skal høre alle på én gang.

Så kommer de alle sammen tættere på, stimler sammen om min sølvkuppel, trækker vejret på én gang og råber i kor:

– Kære naboer i Torrox, lad feriaen begynde!

Impulsen farer som et lyn gennem min kobbersøjle til pladsens højttalere. Mængden bryder ud i en enstemmig ovation af klap, fløjt og jubel, der får mine kredsløb til at dirre. Nogen fyrer en raket af. En baby vågner. En bedstemor på første række råber »I er så flotte!«, og jeg ved ikke, om hun mener dem eller mig.

Min ilddåb har været en bragende succes. Fra nu af går en hel bys stemme gennem min strube: taler, lodtrækninger, efterlysninger af forsvundne børn og en gang imellem et »den fejlparkerede bil bedes flytte sig«. Jeg er åbningstalens mikrofon. Og jeg har tænkt mig at holde ud til det sidste »¡Viva Torrox!«.

Jeg er pære nummer 4.817 i festpladsens indgangsportal, tredje række oppefra, til venstre for byvåbnet. Ikke nogen glamourøs plads, det indrømmer jeg. Dem i midten får alle billederne. Men herfra, over Llano de la Almazara, kan man se hele feriaen: forlystelserne, turrónboderne, det sovende pariserhjul og et hav af mennesker, der venter på, at vi bliver tændt.

For i aften klokken elleve tænder de os. Myndighederne. Med tale og det hele. Og for en feriapære er det som debutantballet.

Vi har hængt her i en uge. En uge med vestenvind, nysgerrige måger og arbejdere oppe i en kran, der siger ting som »den række får ingen strøm« eller »giv den et lille dask, så ser vi«. De gav mig to små dask. Det virkede. Jeg går ikke i detaljer.

Ved siden af mig sidder 4.818, som er meget nervøs. Hele eftermiddagen har hun spurgt, om man kan se hendes glødetråd, om gul klæder hende, og om der er nogen risiko for, at de skifter hende ud med en af de moderne. »De moderne har ingen sjæl,« siger jeg, selv om vi teknisk set begge er moderne. Man må opmuntre folk.

Halv elleve løber et rygte gennem kablet, som en lavspændingsstrøm. Borgmesteren er allerede på pladsen. Rådmanden har talen i lommen. Der findes en knap. En stor rød knap, siger de, som i filmene. 4.818 er overbevist om, at vi alle eksploderer, hvis de trykker forkert. Jeg forklarer, at det ikke fungerer sådan. Hun tror mig ikke. 4.816, på den anden side, har ingen mening: hun har været sprunget siden tirsdag, og ingen har opdaget det. Hun oplever feriaen i mørke, med beundringsværdig værdighed.

Nede begynder folk at kigge op. Børn med balloner. Par, der holder i hånd. En flok drenge med skjorten uden for bukserne, der tager billeder med den slukkede portal »til før og efter«. En dame med barnevogn siger til sin mand: »I år har de sat flere pærer op,« og jeg svulmer af stolthed, selv om vi er de samme som sidste år.

Øjeblikket kommer. Der bliver en underlig stilhed, som når lyset slukkes i biografen. Nogen begynder at tælle ned. Ti, ni, otte … Jeg mærker en kildren i soklen. Syv, seks … 4.818 skriger »jeg vil ikke!«. Fem, fire … En kæmpe natsværmer lander på mig lige nu, som en fan der sniger sig op på scenen. Tre, to …

Én.

Strømmen farer igennem mig på én gang, fra soklen til spidsen. Vi tændes alle på samme tid, som en kaskade, nedefra og op, som om hele portalen trak vejret. Nede lyder et kæmpelangt »åååh!«, et gammeldags feria-»åååh«, og bagefter et bifald, der når helt hen til pariserhjulet. Natsværmeren flyver blændet af sted for at tænke sit liv igennem.

4.818 lyser som aldrig før. Jeg tror, hun græder lidt, selv om det på en pære ligner en refleks. »Ser jeg godt ud?« spørger hun. »Du er smuk,« siger jeg. Og det er sandt.

Den eneste, der stadig er slukket, er 4.816. Men se, midt i så meget lys har et mørkt hul også sin charme. En lille dreng peger på hende og siger til sin mor: »Se, den dér blinker.«

Og sådan hænger vi fem nætter i træk og lyser op over kys, snublen, churros og gensyn. Tredje række, til venstre for byvåbnet. Hvis I går forbi portalen, så vink. Jeg ser jer.

De kalder mig »nodemappen«, og det lader jeg dem gøre. Men noder, rigtige noder, har jeg ikke en eneste af: ikke et nodesystem, ikke en g-nøgle. Jeg bærer tekster. Toogtredive sevillanas og rumbas med fed skrift, hver i sin plastiklomme, og en blå ryg med et solsikkeklistermærke, der har været ved at gå af i to ferias.

Det, jeg virkelig bærer, er blyant. Et års øvning noteret i margenen. »Træk vejret her.« »IKKE jage«, understreget to gange. »Anden række kommer ind.« En pil, jeg ikke ved, hvor peger hen. Og på side elleve ringen efter en café latte fra februar, som nu er en del af sangen. Blyanten bor i min ring, med viskelæderet slidt af alle de ombestemte meninger.

Jeg tilhører Loli. Loli kan alle teksterne. Forlæns, baglæns og med lukkede øjne, og det er sådan, hun synger. Hun har ikke kigget i mig til en prøve siden marts. Men hun går ikke op og synger uden at holde mig åben i hænderne. For en sikkerheds skyld. I dette kor har »for en sikkerheds skyld« længere anciennitet end tamburinen.

Torsdag, feriaens første dag, klokken tolv, Caseta del Mayor i Jardines de Picasso. Trettende træf for seniorkor af rociero-typen. Byens kor kommer, koret fra Torrox Costa og korene fra Nerja og Vélez-Málaga. Tørklæder om halsen, blomster i håret, nystrøgne bluser og fire guitarer, der stemmes samtidig, hver overbevist om, at det er den ved siden af, der er falsk.

Og de andre mapper kommer. En rød fra kysten, med lommer der er blevet bølgede af fugt. En prikket, der aldrig holder op med at prale. Og en fra Vélez så tyk, at den ikke længere kan lukkes og holdes sammen af en elastik. Vi måler hinanden, som mapper gør: i margenen. Den fra Vélez har mere blyant end mig. Det siger jeg ikke til nogen.

Vores tur. Loli stiller sig på anden række, slår mig op, trækker vejret dybt, og dirigenten tæller ind med hagen. Første sevillana. Jeg er slået op på side syv. De synger nummer tre. Lige meget. Loli synger med et smil, der ikke kan være i tørklædet, og jeg dirrer lidt i hendes hænder ved hvert »olé!« fra publikum.

Mens de andre synger, opdager jeg noget: vi synger næsten de samme sange, men hvert kor trækker vejret et forskelligt sted. Vi tager luft før omkvædet; dem fra Nerja lige efter. Jeg har i et år noteret, hvor man skal trække vejret, og så viser det sig, at luften fordeles, som det passer hver enkelt.

Til sidst sker det, der skal ske: alle fire kor står oppe på én gang, klemt sammen på en scene lavet til ét, og synger den samme sevillana. Ingen slår en mappe op. Det behøves ikke. Loli lukker mig, trykker mig ind til brystet og synger, som om hun selv havde skrevet teksten.

Så kommer de latinamerikanske danse: cumbia, salsa, pasodobler. Loli lægger mig på en guitarkasse og tager en pasodoble med en herre fra Vélez, der holder takten selv med øjenbrynene. Bagefter en salsa med to naboer fra kysten. Loli, der til prøverne ikke rører sig fra sin flise, drejer flere omgange end pariserhjulet på Llano de la Almazara.

Da musikken stopper, samler hun mig op fra kassen og kigger på mig for første gang hele dagen. Hun trækker blyanten ud af ringen og skriver på sidste side, under slutsevillanaen, med rund håndskrift: »Her, alle sammen.«

Det er den fineste note, jeg bærer. Og den eneste, der ikke skal øves. Klokken seks om aftenen synger andre kor i den samme caseta. Loli siger, hun kun kommer for at lytte. Hun har allerede lagt mig i tasken. For en sikkerheds skyld.

Jeg ved ikke, hvem jeg tilhører. Jeg siger det uden drama: for et klapbord er det helt normalt. Hvid plade, rørben der klappes indad, og en lås, som kun tålmodige mennesker forstår. Nedenunder står der med tusch »RETURNERES TIL« og derefter seks foreningsnavne streget ud oven på hinanden. Det sidste er heller ikke det rigtige.

Jeg er blevet lånt ud så mange gange, at jeg ikke længere kommer tilbage: jeg bliver sendt videre. En peña stiller mig ved døren til en klub, klubben læsser mig ind i et broderskabs varevogn, og broderskabet låner mig ud til forældrene på skolen. Det eneste, der er mit, er et stykke papkasse fra en kiksepakke, foldet fire gange, til benet der vipper. Alle, der stiller mig op, ved det.

Mit CV kan være i mine pletter. En chokoladering, der ikke går af, selv med klor. Tapesporet efter tilmeldingskuglepennen, for under feriaen udvandrer kuglepenne. Og et klistret hjørne fra dengang, jeg solgte velgørenhedslodder på en kurv med olivenolie, turrón og et tæppe. Den blev vundet af en lille dreng, der gik hjem med tæppet om sig som en sofasuperhelt.

Tirsdag var jeg til brætspil i seniorcentret. Mig som bord; de spillede. De har aldrig ladet mig slå med en terning. Onsdag, på Complejo La Granja, skrev jeg parrene op til petanqueturneringen, som tilmeldte sig med smuk håndskrift og notarialsk alvor.

I dag, torsdag, er det Caseta del Mayor i Jardines de Picasso. Ved middagstid synger seniorkorene, og så er der cumbia, salsa og pasodobler. Jeg venter sammenklappet bagerst, ved siden af en skoæske fuld af medaljer, og ved pasodoblen dirrer mine hængsler. Det sidder i jernet.

Halv to kommer to frivillige for at stille mig op. At slå mig ud har sin ceremoni: man trækker i låsen, skubber benet med knæet og siger »sådan« to gange, for første gang er det aldrig sådan. Så bøjer nogen sig ned og leder efter pappet. Pappet er der altid. Ovenpå et lagen, strøget i et hus i byen, og to tøjklemmer.

Og pokalerne kommer: guldfarvede, af plastik, med en bitte lille spiller på toppen, der altid ser ud, som om han skal til at sige noget. De store bagerst og de små forrest, som på bryllupsbilleder. De vejer næsten ingenting. Det, der vejer, er alt det andet: casetaen fyldt, folk der står bagerst, og et barnebarn der højt spørger, hvilken der er farmors.

Klokken to begynder prisoverrækkelsen. Ved hvert navn rejser nogen sig, krydser casetaen under klapsalver og kommer lige hen mod mig. Et petanquepar løfter den højeste pokal, som om det var Europa Cuppen. På hvert billede hviler en hånd på min kant. Jeg holder. Det er derfor, jeg har pappet.

Pokalerne ender i vitrineskabe og på sofaborde. Mig klapper ingen af, og det forstår jeg. Det, der svier, er, at ingen heller klapper af dem, der bar mig herhen. De kommer først, med nøgler til lagre, der ikke er deres, og går sidst, med hænder der lugter af jern. Imens stiller de op, skriver op, serverer og samler stole sammen, når musikken holder op. På feriaens plakat er de ikke med. Alt det andet er.

Klokken fire klapper ingen mig sammen. De slæber mig tre meter og lægger en blomstret voksdug på: halv syv er der chokoladefest. En dame giver mig to små dask og meddeler, at hun vil have mig til paellaservietterne om fredagen. Før hun går, bøjer hun sig ned, finder et hul under de seks overstregede navne og skriver med tusch: »TIL DEN, DER HAR BRUG FOR DET«.

Det er første gang, nogen rammer min adresse.

Ingen ved deres fulde fem ville kalde det morgenmad at kyle en churrosring med chokolade i sig klokken fem en torsdag eftermiddag, men midt under feriaen mister urene al skam. Min bærer, en kvinde med energisk gang og en knold så stram, at den fungerer som ansigtsløft, havde besluttet, at kroppen skulle have næring før den hellige pligt. »Man beder ikke godt på tom mave,« fastslog hun. Og så tilbragte jeg mine første tyve minutter af selskabsliv liggende på et bord på Paseo de las Moreas, mens jeg undveg dråber af varmt fedt og friturerøg, der nær havde fået mine nelliker til at visne før tid.

Jeg bør gøre det klart, at jeg ikke er en hvilken som helst altanbuket. Jeg er en formel ofring til Torrox' skytshelgener. Tolv pletfri hvide gladioler, et halvt dusin karminrøde nelliker og et grønt silkebånd, der lige nu rejser presset mod en svedig underarm. I blomsterbutikken behandlede de mig som en prins: frisk vand, cellofan og et »hvor er den blevet flot« fra ekspedienten. Og nu lugter jeg af churrosbod. Sådan er en bukets liv.

Under eftermiddagskaffen kiggede en tjener på mig og spurgte, om han skulle sætte mig i vand. Min ejer sagde nej, jeg kunne holde. Holde kan jeg. Men en dråbe chokolade faldt på et af mine kronblade, og ingen tørrede den af. Jeg bærer den som en medalje.

Det egentlige drama begyndte, da vi satte i gang op ad bakken. Optoget mod Plaza de la Constitución er en tyk flod af fromhed, små sjaler og velmente skub. Ti over fem gik en distræt herre med solbriller baglæns, mens han tyggede på en churro, og var lige ved at halshugge mine tre gladioler i højre hjørne. Min ejer undveg ham med et hoftesving, en tyrefægter ville misunde. Herren opdagede intet.

To hjørner længere fremme forsøgte en lille dreng med en heliumballon formet som en traktor at vikle snoren ind mellem mine stilke. I nogle angstfulde sekunder udgjorde traktoren og jeg én luftfartøjsenhed. Havde der blæst lidt østenvind, var jeg havnet i Nerja. Drengens mor løste knuden og undskyldte, og min ejer svarede »det gør ikke noget, skat« med det smil, der i virkeligheden betyder »knækker en gladiol, så taler vi sammen«.

Jeg tålte hevene med rosværdig plantelig værdighed og trak kronbladene til mig, hver gang en jetdrevet vifte susede forbi og barberede min krone. Til denne feria vifter vifterne ikke: de letter.

Fra min udkigspost kan jeg allerede se bærestativerne med Virgen de las Nieves og San Roque tegne sig mod den klare himmel. Klokkerne ringer. Mine stilke knager under trykket fra min ejers fingre, der sætter farten op mellem hurraråb og klokkeklang og albuer sig frem som til udsalg.

Jeg når frem til alteret og lugter mere af brændt sukker og svinefedt end af vild eng, det er sikkert. Men jeg når frem hel, med mine tolv gladioler, mine seks nelliker og en chokoladeplet, der, set med de rette øjne, ligner en prik på en flamencokjole. I Torrox ved selv vi blomster, at for at gøre sig fortjent til himlen må man først overleve feriaen.

Der er ting, der er født til at skinne, og ting, der er født til at holde ud. Jeg hører til de sidste. Jeg er en hvid plastikstol, terrassemodel, med lidt spredte ben og en ridse i ryglænet fra dengang, de brugte mig som stige til et bryllup. På Plaza de la Constitución er der mange som mig. Men på feriaens torsdag klokken seks om aftenen, når Bolerazo begynder, er vi det mest eftertragtede i hele byen. Mere end en skyggeplet. Mere end en ledig parkeringsplads.

For Bolerazo på »La Movida del Tardeo« er alvor: tre timers boleros, og halvdelen af Axarquía vil høre dem siddende. Og stole, rigtige stole, er der ikke nok af til alle.

Kvart over fem kommer de første. Tre damer med vifter, fortroppen i en veninde-bande, der kalder sig »Lynvifterne«. De sætter sig ikke: de reserverer. Og stolereservation under feriaen følger et uskrevet regelsæt, der er mere indviklet end den borgerlige lovbog. En håndtaske ovenpå tæller som én person. En jakke som en halv. En opslået vifte som en, der »kommer lige om lidt«. En pose solsikkekerner reserverer ingenting, men den skræmmer.

På mig lægger de en kurvetaske på størrelse med en kabinekuffert. Jeg har en ejer.

I en god time forsvarer jeg mig selv. En herre med en is går forbi og kigger på mig med hensigt; han ser tasken og går videre. Et ungt par går forbi; hun gør mine til at tage mig, han rører ved hendes arm og peger på kurven med den respekt, man viser et adelsvåben. Et barn spørger, om han må sidde »bare lige et øjeblik«. Tasken svarer ikke, men en af damerne gør, fra tre meter: »Den er optaget, skat.« Hun har ører som en los.

Klokken seks begynder boleroerne. Min ejer er en glad kvinde i blomstret kjole, der synger lavmælt med på en måde, der får mit sæde til at vibrere. Hun sukker i omkvædene og vifter sig i versene. Under »Historia de un amor« undslipper hende en tåre, der lander lige på min kant.

Og så kommer faren. En langsom, smuk bolero begynder, og en hvidhåret herre i upåklagelig skjorte rækker hånden frem: »Skal vi danse?« Hun tøver et halvt sekund. Hun kigger på tasken. Hun kigger på stolen. Hun kigger på herren. Og hun rejser sig.

Taktisk fejl. Så snart hun er fire skridt væk, ser en dame fra en anden bande, der har stået i tre kvarter, at jeg er ledig. Hun måler afstanden. Hun tøver. Men en taske reserverer kun, så længe ejeren er inden for synsvidde, og nu danser ejeren kind mod kind med en kavaler. Nykommeren flytter meget forsigtigt tasken, sætter den på jorden og sætter sig.

Det, der sker bagefter, fortæller ingen bolero. Min ejer kommer tilbage, ser scenen, efterlader kavaleren midt i en sætning og krydser dansegulvet med januarudsalgets beslutsomhed. Der følger en hurtig samtale, med lave stemmer, fuld af »undskyld, skat«, »men den var ledig« og »ledig var den ikke, tasken lå der«. Lynvifterne rejser sig i solidaritet. Den anden bande også. I nogle sekunder holder pladsen vejret.

Og så går en på scenen, der har set det hele, hen til mikrofonen: »Den her er tilegnet de to damer med stolen.« Og så starter »Dos gardenias«.

Hele pladsen griner og klapper. De to damer ser på hinanden, bryder også ud i latter og ender med at dele mig: den ene siddende og den anden lænet op ad ryglænet, mens de synger sammen. Sidst på aftenen udveksler de telefonnumre.

Jeg endte natten stablet sammen med fyrre andre stole, med et læbestiftmærke på ryglænet og den sædvanlige ridse. Men med tilfredsstillelsen ved at have forenet to bander. Nogle stole er til at sidde på. Og nogle stole skriver historie.

At overleve tres år i Carmens smykkeskrin for så at ende med at trille ind under et klapbord i Caseta del Mayor stod ikke i mine pensionsplaner. Jeg er ikke noget plastikskrammel fra basaren på hjørnet, af den slags der bliver grøn af skam ved sin anden feria. Jeg er en ring af guldfarvet filigran, massiv og ædel, bestilt engang til et bryllup i kirken Nuestra Señora de la Encarnación. Jeg har set moder komme og gå, hårlakfrisurer der kunne modstå en storm, og hele generationer af børnebørn, der troede, jeg var en sut. Derfor synes jeg, mildest talt, at det er en utilgivelig krænkelse, at min skæbne blev beseglet af en dårligt afmålt pasodoble midt i Jardines de Picasso.

Det var orkestrets skyld. Ved sekstiden besluttede keyboardspilleren at angribe »Campanera« med overdreven begejstring. Carmen, opildnet af et lille glas anis (»bare ét, mod kulden,« sagde hun, i otteogtyve graders varme) og feststemningen, kom op at køre. Hun rettede på sjalet over skuldrene, kastede sin permanent tilbage med en energi, der ikke passede til hendes toogfirs år, og kastede sig ud på dansegulvet under armen med Paco, der ikke danser meget, men holder godt fast.

Første omgang: perfekt. Anden omgang: Carmen troede, hun var Lola Flores. Og det var lige dér, at låsen ved min øreflip, udslidt efter årtiers tjeneste uden en eneste sygedag, sagde stop.

Jeg gik løs i stilhed, tegnede en perfekt parabel gennem casetaens tykke luft, prellede af en plastiktallerken med rester af italiensk salat og landede på brostenene med et pling, ingen hørte. Tres års loyalitet og ikke engang et sølle »av!«.

Fra gulvet er seniorcasetaens verden en farlig jungle. Perspektivet ændrer sig meget, når man er tre centimeter i diameter og omgivet af en skov af aluminiumsstoleben, stokke med gummidupper og ortopædiske sko, der slæber sig af sted i totakt. På fem minutter undveg jeg to lave laksko, en chokoladegriset serviet og hjulet på Don Juliáns rollator, der passerede millimeter fra mit filigran. Don Julián danser i øvrigt bedre med rollator end mange uden.

Carmen opdagede intet. Hun blev ved med at vifte ubesværet med armene, smile til naboerne og vise sit nøgne venstre øre frem, som man viser et nyt skønhedsmærke. Min partner, den højre ring, hang stadig i det andet øre, og jeg kunne sværge på, at den skævede til mig med en overlegen mine. Den var altid den mest stabile af os to. Og den mest pedantiske.

Pludselig bremsede en sort fløjlssko brat op foran mig. En smykkebesat hånd, fuld af gamle ringe og med et rystende, men træfsikkert greb, sænkede sig langsomt mellem papirdugen og underskørtet, som gribekloen i spilleautomaten, der aldrig får fat i bamsen. Bare at denne fik fat i mig.

– Du godeste, Carmen! råbte Encarna og holdt mig op mellem sine knudrede fingre med tilfredsstillelsen hos en, der har fundet en piratskat. Du taber jo dit udstyr i alle hjørner!

– Åh, min ørering! sagde Carmen og førte hånden op til øret. Jeg danser jo så kunstfærdigt, at smykkerne falder af mig!

Hun lo, så det kunne høres over bækkenerne, gav mig et hurtigt kys og satte mig på plads igen med et klik. Paco ventede allerede med åbne arme, og keyboardspilleren, den ansvarsløse, var begyndt på »Paquito el Chocolatero«.

Jeg må vel holde ud mindst tre numre mere. Jeg har klamret mig til øreflippen af alle kræfter.

Mig tager de frem én gang om året. Resten af tiden hænger jeg på et søm i et køkken, mellem et dørslag med en fortid og en tre år gammel kalender, som ingen tager ned, fordi den har et meget smukt billede af floden. Jeg er en øse. Af stål, med langt skaft og præcis plads til en velserveret kop chokolade. Ikke en dråbe mere. Ikke en dråbe mindre. Det lærte Pepa mig, hende der bestemmer over gryden og har en kirurgs hånd og en helgens tålmodighed.

På feriaens torsdag, halv syv om aftenen, arbejder jeg i Caseta del Mayor i Jardines de Picasso. Chokoladefesten, som kvinderne i en af byens foreninger laver. Årets mest ventede madbegivenhed, før juleaften og langt før ethvert bryllup.

Gryden er enorm. Hvis jeg faldt i, ville de finde mig til påske. Chokoladen er blevet rørt siden klokken fem med en alkymists tålmodighed: mælk, drikkechokolade og en hemmelighed, kvinderne hvisker til hinanden, og som jeg af loyalitet ikke har tænkt mig at afsløre. Jeg siger bare, at den dufter af barndom. Og kanel. Ups, nu sagde jeg det.

Kvart over seks er der allerede kø. Tyve over går køen hele vejen rundt om casetaen. Fem minutter i halv prøver en herre i baskerhue at snige sig foran med den begrundelse, at han »bare kommer for at kigge«. Ingen kommer for at kigge på en chokoladefest. Lola, der styrer køen med en færdselsbetjents autoritet, sender ham bagerst med et smil, der ikke tåler modsigelse.

Serveringen begynder. Jeg dykker ned i gryden, kommer op, fylder koppen og dykker igen. Ned, op. Ned, op. Jeg er en maskine. Ved siden af mig deler en anden hjælper churros ud med en tang i et tempo, der burde være forbudt. En anden samler krus ind. En anden hepper: »Der er nok til alle, lad være med at skubbe!« Det er en perfekt koreografi.

Fra min post ser jeg hele byen komme forbi. Jeg ser en bedstemor, der beder om »bare lidt, jeg er på slankekur« og så beder om lidt mere. Jeg ser et barnebarn, der griser sig til helt op til øjenbrynene og siger, det var fætteren. Jeg ser et ægtepar, der har delt kop i halvtreds år, fordi den, ifølge ham, »bliver hurtigere kold sådan« og, ifølge hende, »sådan drikker han den ikke det hele selv«.

Og jeg ser baskerhueherren, der allerede er på sin tredje runde. Hver gang kommer han med en ny undskyldning. Den første kop var til hans kone. Den anden til hans søster. Den tredje til »en nabo, der ikke kan gå«. Pepa kigger på ham over brillerne, sænker mig til bunden af gryden og giver ham en af de gode. »Til naboen,« siger hun. »Til naboen,« svarer han. De ved begge, at der ikke er nogen nabo. Det er også feria.

Halv otte begynder gryden at vise bunden. Så skal der skrabes, hvilket er den sværeste og mest eftertragtede del, for chokoladen i bunden er den tykkeste, den der smager himmelsk. Nogle venter med vilje. Kloge folk.

Når det hele er slut, vasker de mig i varmt vand, tørrer mig med et broderet viskestykke og hænger mig på sømmet igen, ved siden af dørslaget og flodkalenderen. Jeg lugter af chokolade i en uge. Jeg klager ikke.

Der er et helt år til næste chokoladefest. Men torsdag, i en time, var jeg den vigtigste øse i Torrox. Og baskerhueherren, det er jeg sikker på, husker også mig.

At gå op ad Calle Calzada, når man knap er fire år og har en flamencokjole på med mere stivelse end en brudgoms skjorte, er et foretagende af episke dimensioner. Nieves gik beslutsomt, svingede de himmelblå flæser ved hvert lille skridt og skævede til, hvordan frynserne på det lille sjal kildede hende på armene. For hvert tredje skridt standsede hun for at tjekke, at flæserne stadig var der. Det var de.

For hende var det ingen almindelig eftermiddag: det var hendes første rigtige feria. De tidligere tæller ikke, for enten sad hun i klapvognen, eller også faldt hun i søvn, før hun nåede forlystelserne. Ikke denne gang. Denne gang havde hun en blomst i håret, clipsøreringe og en mission: at se det hele. En kæmpe verden af farvede pærer, der hang fra himlen, fjern musik og en glad summen, der rullede ned ad Torrox' brostensbelagte bakke.

Halvvejs oppe, foran et konditorvindue, bremsede de små espadriller brat. Som en bil ved en kontrol.

– Se, mor! pegede hun, med pegefingeren klistret mod ruden, fascineret af en række små kager dækket af brændt creme.

Forældrene udvekslede et blik af opgivende forståelse. De vidste udmærket, at det at forhandle med en beslutsom flamencapige midt på en bakke var en tabt kamp. Faren prøvede med klassikeren »bagefter, på vej hjem«. Nieves svarede med blikket hos en, der ved, at »bagefter, på vej hjem« er et sprog, voksne har opfundet for ikke at købe noget. Et par minutter efter holdt hun byttet med begge hænder, lige så forsigtigt som hvis hun bar dynamit.

Hun tog en begejstret første bid og lukkede øjnene for at nyde sukkeret som en professionel smagsdommer. Men feriafysikken er ubarmhjertig. En tyk og forræderisk dråbe creme gled ud af mundvigen, tøvede et øjeblik på hagen, som om den tænkte sig om, og styrtdykkede ned på en hvid prik på brystet.

Stilheden, der fulgte, var total. Selv byorkestret langt væk syntes at skrue ned. Nieves sænkede hagen, spærrede øjnene op og stirrede på katastrofen. Den hvide prik var ikke længere hvid. Den var en såret prik. Mundvigene begyndte at dirre og truede med at slippe en gråd løs, der i decibel kunne måle sig med hele charangaen.

Faren trak med den bedste vilje en af de der ru papirservietter frem. God hensigt, forkert værktøj: han ville have forvandlet pletten til et vejrkort.

Det var da, moren udførte en manøvre værdig til en tryllekunstner. Med den behændighed, som kun erfaring giver, rev hun tasken op (den taske, hvor plastre, en pensioneret sut, tre hårnåle, mintpastiller og et ID-kort, der udløb for to fornyelser siden, bor sammen), trak en vådserviet frem, som man trækker en fleuret, og fjernede med to faste, cirkulære strøg pletten sporløst.

– Så! sagde hun og gemte det hemmelige våben. Som om intet var hændt. Kom så, spis den, før det når de nederste flæser.

Nieves blinkede. Hun rørte ved den pletfri prik med fingerspidsen, som en der tjekker, at et mirakel er ægte. Og hun smilede fra øre til øre, med det smil børn får, når de opdager, at deres mor har superkræfter.

Hun tørrede sukkeroverskægget af med håndryggen, tilbød faren en lille bid som trøstepræmie og fortsatte op ad bakken, klar til at spise feriaen bid for bid. Forsigtigt, dog. Meget foroverbøjet.

Jeg bor midt på Plaza de la Constitución, på en ø af hegn og dug, som teknikerne kalder »FOH« og publikum »det dér i midten«. Jeg er scenens mixerpult: otteogfyrre kanaler, hundredvis af små drejeknapper og en række små lamper, der bliver grønne, gule eller røde, alt efter hvordan aftenen går. Børnene tror, jeg er et flycockpit. De tager ikke helt fejl: herfra letter man også.

Min tekniker har været hos mig siden fire om eftermiddagen. Høretelefoner om halsen, lommelygte i lommen og en rulle malertape, hun mærker mig med med kuglepen: »VOKAL«, »STORTROMME«, »GUITAR 2«. En kanal hedder »??«. Ingen ved, hvad den er. Hun rører den aldrig. Vi har respekt for den.

Det, jeg har hørt mest i dag, er hendes stemme, mens hun gik rundt på den tomme plads med høretelefonerne på: »Prøve, ja, ja. En, to. En, to.« Hun har gentaget det så mange gange, at det har fået et omkvæd. Hvis hun indspillede det, ville det blive sommerens hit. Efterårets, undskyld.

Klokken seks kom boleroeftermiddagen, og pladsen, der stadig duftede af ofringens blomster, blev fyldt af par, der dansede tæt. Hun gav dem lidt rumklang, for en bolero uden rumklang er et kram i farten. Klokken ni begyndte den anden dans, kabeldansen: drenge i sort, der skubbede kasser på hjul, og lysmanden i sit tårn, der talte med hende med tegn, som to dykkere.

Så kommer folk hen til hegnet. En herre spørger, om de kan spille »en af de gamle«, som om jeg var en jukeboks. En pige stiller en sodavand på mit låg, og min tekniker giver hende den tilbage med et smil, der er lidt uhyggeligt: »Her ikke engang vand.« Pigen siger undskyld. Til mig. Jeg kan godt lide hende.

Klokken elleve kommer aftenens kunstner, en af de sangere, halvdelen af pladsen kan udenad. Første akkord. Mine små lamper hopper til gul. Hun tager høretelefonerne på og lægger to fingre på vokalfaderen. Hun danser ikke. Hun rører ikke hovedet. Hun rører millimeter.

I tredje sang går sangeren helt ud på scenekanten for at hilse og retter ved et uheld mikrofonen mod en højttaler. Jeg mærker det før nogen anden: en hylen, der fødes tynd som en myg og på et halvt sekund vil være en sirene. Men hun har allerede fingeren på den rigtige knap, sænker den frekvens tre hak, og hylet dør, før det lærer at gå. Ingen har hørt det. Kun os to. Hun fejrer det med en slurk vand. Langt fra mig, selvfølgelig.

Så kommer sangen, alle har ventet på. Sangeren vender mikrofonen mod publikum, hun skruer bandet ned næsten til nul, og pladsen synger alene, et kor uden kabler og uden mærkater. Mine små lamper måler det ikke, men jeg mærker det i benene og i hver skrue. Det er den eneste kanal, jeg ikke har, og den der lyder bedst på hele feriaen.

Bagefter går folk og siger, hvilken stemme og hvilken aften. Ingen siger »hvor lød det godt«. Lysmanden gør min tekniker opmærksom på det. Hun trækker på skuldrene:

– Hvis det lyder godt, husker ingen lyden. Hvis det lyder dårligt, husker de endda mit navn.

– Ligesom med lyset, siger han. Mig kigger de kun på, når en projektør springer.

Så går coverbandet med pop og rock på, og hun starter forfra. Sent på natten dækker hun mig med overtrækket, klapper mig to gange og siger: »Godt arbejde, makker.« I morgen klokken fire igen: »Prøve, ja, ja. En, to.« Jeg kan den udenad. Det er min yndlingssang.

Klokken er tyve minutter i seks, og jeg holder stille ved Estación Central i Torrox Costa, den som alle her kalder Conejito. Jeg er feriabussens rat: stort, næsten liggende, med betrækket slidt lige der, hvor tommelfingrene hviler. Siden halv ti i aftes har ingen sluppet mig.

I nat kører jeg linje 1: El Morche, Torrox Costa, Torrox Convento og forfra igen. Når vi møder linje 2, der kommer fra El Peñoncillo, hilser chaufførerne på hinanden ved at løfte to fingre uden at slippe mig. De to fingre er hele mit sociale liv.

Turen er gratis, og det skal gentages, for de unge, der kommer tilbage fra ungdomszonen i La Granja, spørger altid, som om det var en fælde. De stiger på med hættetrøjen bundet om livet, hæse efter at have sunget med på det, DJ'en spillede, og en pakke tyggegummi, der går fra hånd til hånd, til den kommer tom tilbage til ejeren. Når de står af, siger de »tak, chef«. Chaufføren er ikke chef for noget, men han bliver glad.

Klokken ét steg en bedstemor på med sit sovende barnebarn i armene, klædt i flamencokjole siden eftermiddagens blomsterofring. Syv prikkede flæser, krøllede af al den fest. Vi er kolleger, pigen og jeg. Hun har syv flæser og jeg kun én, men jeg drejer mere rundt.

Den gang holdt chaufføren mig, som man bærer en kop fyldt til randen. Han kørte ned mod kysten uden en eneste opbremsning, sving af vat, og pigen åbnede ikke et øje. Ved deres stoppested tog bedstemoren en rød nellike ud af pigens knold og lagde den på instrumentbrættet: »Til Dem, De har kørt os som i en vugge.« Den ligger der endnu. Den er den eneste passager, der har været med hele natten.

Klokken tre et par med en bamsegiraf fra tombolaen, halvanden meter hals. Da den ikke kunne sidde, rejste den stående, lænet op ad stangen, meget pænt. Hun forklarede, at den havde kostet elleve lodder. Den var den eneste passager, der ikke sagde godnat.

Efter klokken fire stiger de på, der har lavet feriaen indefra: tjenere fra casetaerne med stegepladelugt i håret, en elektriker der stadig har pandelampen på, i tilfælde af at noget springer undervejs, to frivillige fra Beredskabet, der taler om alt andet end feriaen. En falder i søvn med åben mund, og ingen tager et billede. Blandt natarbejdere er det lov.

Gennem forruden ser jeg renovationen, som begynder, når de andre holder op. En patrulje fra lokalpolitiet lader os komme frem i et kryds, og chaufføren hilser igen med sine to fingre. I dag er jeg meget selskabelig.

Hver gang nogen står af, tænker jeg på de biler, der blev hjemme i nat. På deres rat, der sover i garagen, uden at lede efter parkering midt om natten eller kæmpe mod søvnen i en rundkørsel. De skylder mig en tjeneste.

Nu spiser chaufføren en halv tortillasandwich pakket i sølvpapir, kigger på uret og klemmer om betrækket lige der, hvor det er slidt. »Kom så, den sidste,« siger han lavt til mig. Klokken seks er den sidste tur tilbage, og den er vores.

Man siger, at feriaens sidste bus kommer frem ved daggry. Ikke sandt. I oktober klokken seks er havet stadig sort som blæk, og solen titter ikke frem før efter otte. Derude lyser kun lysene fra to både, stoppestedets gadelygte og nelliken på instrumentbrættet.

Det er nok for mig. I nat har jeg set solopgangen masser af gange: hver gang nogen er faldet i søvn på et sæde og er vågnet lige ved sit stoppested.

Jeg er halvanden meter i diameter, vejer som en kalv og tilbringer året på et lager, bag nogle vejarbejdshegn og en adskilt julekrybbe. Jeg er panden til Den Store Paella for vores ældre. Og på feriaens fredag halv tre, i Caseta del Mayor, er jeg dronningen af Jardines de Picasso.

Min dag begynder tidligt. Klokken ti om formiddagen står jeg allerede over ilden, med tre brændere der brøler under mig som en drage med halsbrand. Over mig kokken: en stor mand med forklæde, hue og en træåre, som han håndterer, som om han roede over Gibraltarstrædet. De kalder ham Curro, og det siges, at han har lavet denne paella, siden før jeg fandtes. Han behandler mig med ømhed og fasthed, og det er sådan, en paellapande skal behandles.

Først olien, en generøs stråle, der syder over hele min overflade og kilder mig. Så kylling, kanin og grøntsager. Sofritoen tager den tid, den tager, og Curro lader sig ikke jage. Når en fra arrangørerne kommer og spørger »hvor længe endnu?«, kigger Curro ikke engang op: »Det risene siger.« Og de trækker sig respektfuldt tilbage. Her er det risene, der bestemmer.

Midt på formiddagen kommer det delikate øjeblik: eksperternes besøg. For omkring en kæmpepaella danner der sig altid, helt spontant, et udvalg af herrer med hænderne på ryggen, der har meninger. En siger, at der mangler safran. En anden, at der er for meget. En tredje, der engang har været i Valencia, forsikrer, at det kommer man ikke i dernede. En fjerde svarer, at »det her er Torrox, ikke Valencia«, og så bryder en debat løs med mere lidenskab end et derby. Curro lytter ikke til nogen af dem. Han rører. Han smiler. Han fortsætter.

Omkring klokken ét slipper duften ud af casetaen og begynder at vandre gennem byen. Den klatrer op ad bakkerne, sniger sig ind gennem vinduerne og vækker dem, der sov nattens fest ud. Det siges, at en hund kom alene ned fra Calle Alta efter sporet. Det siges, at en turist spurgte, om der var entré.

Så kommer risene. De falder som regn, i et kors, som traditionen kræver, og jeg mærker min sjæl blive fyldt. Bouillonen koger, boblerne danser, og Curro fordeler kornene med åren, som en der maler et billede. Herfra: stilhed. Ingen rører noget. Ikke engang ekspertudvalget tør mene noget.

Og så kommer mit øjeblik. Det, jeg venter på hele året. Socarraten: det lag af ristede ris, der sætter sig fast i bunden, sprødt og gyldent, og som er enhver paellapandes ære. Curro skruer ned for varmen og lytter, for socarrat kan høres, den knitrer som cellofan. I præcis det rette øjeblik slukker han brænderne. De lader mig hvile fem minutter med et klæde over. De længste fem minutter i mit liv.

Halv tre bliver der serveret. Tallerkenerne går hen over mig på vej til vores ældres borde, hvor de venter med servietten om halsen og sulten hos folk, der har danset hele formiddagen. Det regner med »hvor er den god!«, »som i gamle dage« og et »den her, ja« fra herren, der havde været i Valencia, hvilket fra hans mund svarer til en national pris.

Til sidst, da der næsten ikke er noget tilbage, kommer tre bedstemødre med deres egne skeer for at skrabe socarraten af mine kanter. De gør det i stilhed, med teknik og uden hast, som guldgravere ved en flod. Og jeg lader dem. Det er det, jeg er til for.

Om eftermiddagen spuler de mig med en slange, og jeg kommer tilbage på lageret ved siden af den adskilte krybbe. Men jeg går glad. De skrabede mig til det sidste riskorn, og det er den største kompliment, man kan give en paellapande.

Jeg er en stortromme. Rund, med to stramme skind, reb i zigzag om maven og et bækken skruet fast ovenpå, som en bryllupshat. I en charanga har alle deres fag: trompeten synger, trombonen praler, lilletrommen sladrer. Jeg kan kun sige ét ord: bum. Men jeg siger det, når det skal siges, og bagefter går alle i gang.

Det er feriaens fredag, halv fem, og vi er på Plaza de la Constitución. Klokken fem går hesteoptoget fra La Granja mod El Convento, og det er vores job at varme eftermiddagen op. Varme den endnu mere op, for Torrox' sol har ikke opdaget, at det allerede er oktober. Mit skind er så stramt, at hvis nogen stirrer på mig, så lyder jeg.

Maribel bærer mig, hængende på brystet i et lædersele. I hverdagene arbejder hun på et kontor, og om tirsdagen øver hun i en garage, der lugter af instrumentkasser. Ingen klapper af øvningerne, eller af varevognene, der læsses midt om natten, eller af de langærmede skjorter i bagende sol. Folk ser festen. Vi ved, hvad det koster at få det til at se let ud.

Så er der trompetisten. God musiker, lunger af jern og en uvane, der gør mig tosset: han kommer for tidligt. Altid. Maribel løfter køllen for at tælle ind – »en, to …« – og han er allerede på tre, som en der står ved stoppestedet, mens bussen stadig er i garagen. De andre haster efter. Ikke mig: jeg venter, jeg falder, bum, og knægten går tilbage i geleddet med uskyldig mine. Sådan har vi haft det i tolv år.

Vi starter med en pasodoble. Her lytter man ikke til pasodobler: man adlyder dem. Efter tre takter begynder et par, der har været ude efter brød, at danse mellem to borde, en mor holder takten med barnevognen, og en meget alvorlig herre begynder at bevæge foden, som om den ikke var hans. Fra en altan skruer nogen ned for fjernsynet for at høre os bedre.

Og børnene kommer. De elsker mig og jeg dem, men alle vil slå på mig. De lister sig til fra siden og slår med fingeren, med håndfladen, med en slikkepind, der sætter mærker. En lille pige kigger på mig med hænderne på ryggen og tør ikke. Maribel sætter sig på hug og låner hende køllen. Pigen tager den med begge hænder, lukker øjnene og slår. Bum. Et bitte lille, skævt bum. Hun åbner øjnene, forbløffet over at noget så stort har svaret hende, og løber hen for at fortælle det til sin bedstemor.

Bagefter bevæger vi os, for en charanga, der står stille, er kun halv. Vi forlader pladsen ad én gade og kommer tilbage ad en anden, og folk følger efter os som måger efter både. To turister, der ikke kender sangen, men allerede kan trinnet. En dame, der gik ud efter persille og kommer tilbage en halv time senere, med persillen og uden at vide hvordan.

Vi holder et øjeblik i skyggen. Vand til alle. Trombonisten vifter sig med noderne, som han heller aldrig kigger i. Maribel sætter mig ned på jorden, på siden, og for første gang hele eftermiddagen får mit bagskind luft.

Ved den sidste pasodoble kigger pladsen allerede mod hestene. Maribel løfter køllen. Og så sker der noget, der ikke er sket på tolv år: trompetisten venter. Han kigger på mig. Bum. Vi kommer ind alle sammen på én gang. Ingen på pladsen opdager det. Det gør vi.

I nat sover jeg i et bagagerum, med betrækket på og bækkenet skruet af. I morgen halv fem er vi tilbage på den samme plads med oppusteligt selskab. Men i dag tager jeg pigens bum med mig. De store giver jeg hver eftermiddag. Det dér fik jeg.

Jeg hedder Duquesa, er en niårig æbleskimmel hoppe, og i morges flettede de min manke i to timer og fyrre minutter. To timer og fyrre minutter. Med røde sløjfer, en kvast i panden og en halefrisure, som enhver brud ville misunde. Hvis jeg spejler mig i vandtruget, kan jeg ikke kende mig selv. Jeg ligner en konfirmationskage med ben.

Det er feriaens fredag, og klokken fem går hesteoptoget fra La Granja til El Convento. Ryttere i klassisk dragt, bredskyggede hatte, blanke støvler og heste redt som til et kongeligt bryllup. Forrest festens dronning og Mister, der vinker, som om de havde gjort det hele livet. Og gæt, hvem jeg skal bære: Álvaro, Manolos nevø, der er kommet fra Madrid til feriaen.

Álvaro er en charmerende knægt, høflig og meget velredt, ifølge damerne der kigger ind i stalden. Det, ingen har sagt, er, at han aldrig har siddet på en hest i sit liv. Jeg opdager det, i samme øjeblik han lægger hånden på min hals: han ryster mere, end jeg gjorde den dag, jeg så en heliumballon for første gang.

– Rolig, smukke, siger han til mig.

Rolig, mig? Min ven, det er dig, der skal tage det roligt.

Manolo, min ejer, har haft med heste at gøre i fyrre år og taler mere med os end med sin familie. Han giver hurtige instruktioner: hælene ned, ret ryg, bløde tøjler og »lad hende klare det, hun ved det«. Dér har han ret. Jeg ved det. Jeg har seks optog bag mig. Jeg kender ruten, brostenene der er glatte, svinget hvor der altid står et barn med en sæbeboblepistol, og hjørnet hvor det dufter af churros, og jeg mister hovedet.

Vi sætter i gang. Klapsalver, hovslag og mobiler der tager billeder. Álvaro vinker med den ene hånd, mens han med den anden holder sig fast i sadlen som i sikkerhedsbøjlen i en forlystelse. Jeg går meget langsomt, meget elegant, så knægten ikke glider af.

Halvvejs læner en pige med rottehaler sig ind over hegnet og rækker mig en gulerod. En gulerod. Midt i optoget. Manolo siger nej, vi stopper ikke. Jeg, med al respekt for Manolo, stopper. Jeg spiser guleroden i al sindsro, mens der bag mig opstår en lille kø af festheste, og Álvaro undskylder over for alle, rød som en peberfrugt. Folk griner og klapper. Pigen er glad. Det er jeg også. Og Álvaro, mod alle odds, bryder ud i latter. Jeg tror, det var dér, vi begyndte at forstå hinanden.

Vi fortsætter. Ved churroshjørnet drejer jeg lidt af, lige nok til at snuse duften ind, og Álvaro, der har fået mere selvtillid, siger »tænk ikke engang på det« i en så bestemt tone, at jeg næsten adlyder. Næsten.

Bag os alle går en arbejder med skovl og trillebør og samler op, hvad vi efterlader på vejen, med en værdighed der fortjener et monument. Ingen tager billeder af ham. Jeg hylder ham herfra.

Vi når El Convento, mens solen går ned, og folk klapper på begge sider af gaden. Álvaro stiger af, så godt han kan, med rystende ben, og før han går, klapper han mig på halsen og siger i mit øre: »Tak, Duquesa. Du reddede mit liv.«

Overdrevet. Men jeg kunne godt lide det. Jeg glæder mig allerede til næste år. Men én ting: tag flere gulerødder med.

Jeg er radiobilernes billetluge på Llano de la Almazara. Rød og gul plade, et lille bølget tag, en lyskæde og en luge, hvor der lige præcis er plads til en hånd med mønter. Når hver bys feria er slut, klapper de mig helt sammen, og jeg rejser i anhængeren med pærerne pakket ind i tæpper, som når man flytter det fine stel.

Det er fredag, klokken otte om aftenen. Indtil klokken ni, alle feriadagene, kører forlystelserne uden lyd: ingen høj musik, ingen mikrofon. En time tænkt til børn, som synes larmen er for meget, og til dem, der vil høre feriaen på en anden måde. Jeg nyder den som ingen anden. Jeg hører strømaftagerne knitre mod loftets net, bilernes bløde »pom« og latteren, som uden musik høres hel.

Inde i mig arbejder Mariángeles. Hun tæller jetonerne i små bunker på ti, altid ti, som små blå soldater på række. Ved siden af hende, på en billetrulle, laver hendes yngste søn lektier, som kommer præcist på mobilen, uanset hvilken by han er i. I dag er det konjunktiv. Han siger, at konjunktiv er som radiobiler: man ved aldrig, hvorfra den kommer.

På min indervæg, sat fast med tape, hænger listen over sæsonens byer, fra foråret til det bliver køligt. Ved siden af hvert navn skriver Mariángeles det, der ikke står på kortene: »Her kommer naboen med koldt vand.« »Her gemmer bageren brød til os, selv om vi lukker sent.« Ved siden af Torrox står der: »Flinke folk. De kommer med talte mønter.«

Og det passer. Lige nu har jeg fire børn med panden mod ruden og hele deres kapital på disken: tyve-, ti- og femcentsmønter og en knap. De tæller højt, tæller forkert, begynder forfra. Der mangler kun lidt til en fjerde jeton. En af dem tager en sneaker af, og ud af sneakeren, spørg mig ikke hvordan, kommer en halvtredscentsmønt. Jubel. Mariángeles giver dem deres jetoner og giver dem knappen tilbage, meget alvorligt: »Den her skal hjem, der er sikkert nogen, der leder efter den.«

Bag dem venter en mand med en lille pige i hånden. Han beder om to jetoner, og familiens bedstemor, der har holdt øje med banen fra sin klapstol i fyrre sæsoner, kigger på ham over brillerne.

– Du var ham med den røde kasket. Ham der altid sad fast i hjørnet.

Manden bryder ud i latter og skjuler ansigtet. Pigen kigger på ham, som om hun lige har opdaget, at hendes far også har været barn. Han roder i pungen og finder en gammel jeton af messing frem, med den indgraverede lille bil næsten slidt væk. »Den fik jeg en gang. Jeg brugte den aldrig.« Bedstemoren vender den langsomt: den serie bestilte hendes mand det første år, de drog på landevejen, da jeg stadig lugtede af maling.

Far og datter sætter sig i en grøn bil. De støder høfligt sammen og sidder selvfølgelig fast i hjørnet. Deres latter kan høres i den anden ende af Llano. Da de står af, giver bedstemoren pigen en ny jeton: »Den her er ikke til at bruge. Den er til om tredive år.« Pigen putter den i lommen og klapper to gange på den, for en sikkerheds skyld.

Præcis klokken ni begynder mine pærer at blinke, den ældste søn skruer op for lyden, og mikrofonen, der har været tavs i en time, bekendtgør: »En tur til, feriaen er lige begyndt!« Mariángeles vender tilbage til sine små bunker. Den lille lukker sit hæfte. Konjunktiven må vente.

Om nogle dage klapper de mig sammen og læsser mig på anhængeren, mod næste navn på listen. Men i en lomme i Torrox ligger en af mine jetoner tilbage og venter. Og jetoner, der ikke bliver brugt, kommer altid tilbage. Det ved jeg, for jeg kommer også tilbage.

Luft. Jeg beder kun om et pust luft, der ikke ser ud til at komme direkte ud af en brødovn. Fis, fas, fis, fas. Hvis det at vifte så febrilsk med viftens pinde forbrændte kalorier, ville jeg vågne i morgen to størrelser mindre og slippe for at presse mig ind i dette formende korset, der i aften holder min vejrtrækning som gidsel. Jeg trækker vejret på skift: først venstre lunge, så højre. Sådan klarer jeg mig.

»Tag de høje kilehæle på, Rocío,« sagde jeg til mig selv derhjemme foran spejlet, »de gør dig slank til sjalet, og Almedina tager du i ét hop.« Sikket et geni. Almedina går man ikke op ad: man bestiger den, med isøkse, reb og iltflaske. De burde sætte en hytte halvvejs oppe med en sankt bernhardshund, der deler vandflasker ud. Jeg er lige gået forbi en firsårig herre, der gik op med stok, og det tog så lang tid at komme forbi ham, at vi nåede at snakke om hans barnebarn, olivenolieprisen og hans svigerindes hofteoperation.

Jeg mærker en svedråbe løbe forræderisk ned ad rygsøjlen og sno sig uden om hægterne på ryggen med ingeniørpræcision. Hvis den når taljen, besvimer jeg her foran bageren, og de må vække mig med en magdalena.

Og blomsten. Den røde blomst i håret har i et kvarter truet med at styrte ned over mit venstre øjenbryn. Tre hårnåle har jeg sat i den. Tre. Og stadig glider den, millimeter for millimeter, som en gletsjer med onde hensigter. Det mangler bare, at jeg kommer til koncerten og ligner en piratkaptajn med en enøjet nellike. Selv om jeg, når jeg tænker over det, måske starter en trend.

Jeg skæver til uret, mens jeg vifter med håndleddet, som om jeg piskede en omelet til tyve personer: kvart over ti. Jeg regner efter. Hundrede meter bakke tilbage, to hjørner og et forræderisk trin, jeg har kendt, siden jeg var lille. I kilehælstempo er det omkring syv minutter. Hvis jeg ikke stopper for at hilse på nogen, fem. Hvis jeg møder min moster Encarni, femogfyrre, for hun vil spørge til den kæreste, jeg ikke har.

Rejseplan: sætte farten op hen over brostenene, undgå enhver mistænkelig rebujitopyt, ikke kigge til siderne, hvis der skulle være bekendte, og nå frem hel for at bestille en flaske koldt vand, før den første rumba begynder. Når jeg er der, må korsettet, kilehælene og blomsten gøre, hvad de vil. Jeg har tænkt mig at danse, til varmen har lagt sig, eller til det bliver lyst, hvad der end kommer først.

En nabo råber fra en altan: »Rocío, hvor er du smuk!« Jeg smiler tilbage, så godt jeg kan, med munden skæv af anstrengelse, og hun klapper af mig. Det er feriaens magi: selv om du sveder som en kylling på grillspyd, er der altid nogen, der synes, du er smuk.

Kom så, håndled, et sidste skub, for en ferianat venter ikke på dem, der løber tør for luft på gadehjørnerne. Fis, fas. Fis, fas. Nu kan man høre guitaren.

Jeg er hittegodsbogen på lokalpolitiets post på festpladsen. Blå permer, lidt skæv spiral og en kuglepen bundet fast med en snor, så den ikke bliver væk, hvilket ville være toppen. Jeg bor på et klapbord, mellem en førstehjælpskasse, en radio der aldrig holder op med at snakke, og en termokande kaffe, som ingen vil vedkende sig.

Denne fredag aften har jeg allerede tre sider skrevet med betjenthåndskrift, som er hurtig, tydelig og med store bogstaver de vigtige steder. »NØGLER. Tre, med delfinnøglering og oplukker. Afleveret i tombolaen.« »MOBIL. Enhjørningecover. Ringer uafbrudt: ›Mor‹.« »SUT. Blå. Haster.«

Sutten forlod os på under ti minutter. Den blev hentet af en far, der så ud, som om han havde løbet rundt om Llano de la Almazara tre gange. Han skyllede den med vand fra en flaske og gav den tilbage til en lille en, der græd med hele kroppen, og stilheden, der fulgte, var så stor, at betjent Sonia og hendes kollega kiggede på hinanden og smilede uden at sige noget. Nogle stilheder fortjener et bifald.

Ikke alt er så enkelt. En herre kommer for at anmelde, at hans stråhat er forsvundet. Det viser sig, at hans kone har den på; hun står lige bag ham og tog den, fordi hun havde solen i øjnene i bilen. Sonia noterer det alligevel: »HAT. Fundet. På hustruens hoved.« Alt skal registreres.

Halv tolv bliver radioen alvorlig. En dreng på omkring fem år, stribet T-shirt, har sluppet sin mors hånd ved radiobilerne. I det øjeblik mærker jeg det: hele posten går i gang, uden hast og uden pause. Et opkald over radioen til kollegerne i Guardia Civil, et til de frivillige i Beredskabet, et til sanitetsposten for en sikkerheds skyld. Og to betjente der går af sted hurtigt, men uden at løbe, for løb skræmmer.

Det behøver ikke engang at blive skrevet ned. Efter fire minutter er de tilbage. Drengen går i hånd med Sonia, meget alvorlig, med en rød ballon, som hendes kollega har købt til ham, for at turen skulle føles kortere. Moren kommer fra den anden side, krammer ham, som om hun ikke havde set ham i et år, og siger »tak« så mange gange, at det lyder som teksten til en pasodoble.

– Hvad hedder du? spørger Sonia, sat på hug i hans højde.

– Mario. Og jeg var ikke væk. Jeg kiggede.

Han har ret. Jeg skriver det i margenen, med mindre skrift, for det virker vigtigt: »Var ikke væk. Kiggede.« Mange af de ting, der havner her, er heller ikke væk. De ser feriaen fra et andet sted og venter på, at nogen kommer og henter dem.

Kvart i tolv gør jeg status. Elleve ting tabt, elleve fundet. Tilbage er termokanden med kaffe, som jeg har besluttet er min. Sonia lukker mine permer, strækker ryggen og går ud igen for at gå en runde på festpladsen, med refleksvesten og smilet på. Derude er der altid nogen, der har brug for at finde noget.

Halv syv lørdag morgen sover Torrox med åben mund. Skodderne er nede, lygterne hænger stadig uden rigtig at vide, hvad de skal gøre, og den sidste natbus satte sin sidste passager af for en halv time siden. Det er min tid. Jeg er renovationens fejemaskine, jeg har to runde børster, der drejer som sevillanadansere, og et orange lys på taget, der varsler, at her kommer vi.

Foran mig går holdet til fods: fire gadefejere med deres palmekoste, langskaftede fejebakker og fluorescerende veste. De når ind i de kroge, hvor jeg ikke kan være, og i Torrox er der mange, for denne by blev bygget til æsler og ikke til maskiner. Jeg tager mig af det brede. De tager sig af alt det andet.

Calle Calzada tager imod mig med den sædvanlige opgørelse. Konfetti i alle farver, der klæber til brostenene, som om nogen havde lovet den, at den måtte blive. Solsikkekerneskaller i industrielle mængder: jeg anslår, at halvdelen af Axarquía er kommet forbi her og har knasket kerner og kommenteret slaget. Papirservietter, små krus, en candyflosspind og, i et hjørne, en rød flamencoblomst, der har mistet sin ejer.

Merche, den mest erfarne på holdet, samler forsigtigt blomsten op og lægger den på en bænk, godt synlig. »Hvis hun nu kommer tilbage,« siger hun. Merche har en regel: det, der kan afleveres tilbage, bliver ikke fejet. Så efter et stykke tid samles blomsten, en hårkam, der mangler to tænder, en børnekasket med katteører og en sammenklappet prikket vifte, meget værdig, på bænken.

– Viften skal til lokalpolitiet, siger Merche. Den vil nogen savne ved middagstid, når varmen sætter ind.

Jeg fortsætter mit arbejde. Drej, sug, frem. Vandet fra mine dyser får brostenene til at skinne, og gaden dufter af våd sten, den smukkeste duft, der findes på dette tidspunkt. En kat kigger på mig fra et vindue med et »dig igen«-ansigt. En bager kører forbi i sin varevogn, løfter hånden og hilser med to bløde dyt, fra morgenarbejder til morgenarbejder.

Det bedste ved mit arbejde er, at ingen ser det. Det næstbedste også. Når byen trækker skodderne op om et par timer, vil den se gaden ren og tro, at den altid har været sådan, som om feriaen aldrig var kommet forbi her. Og det, selv om det ikke virker sådan, er en kompliment.

For enden af gaden holder vi et øjeblik. En af drengene på holdet, den nye, læner sig op ad kosten og kigger op, hvor lygterne begynder at få farve i den første sol. »I aftes dansede jeg her,« indrømmer han. »Og nu fejer jeg her.« Merche griner: »Det er derfor, du ved, hvad det er værd.«

Klokken otte er centrum skinnende rent. I eftermiddag kommer charangaen tilbage, flæserne kommer tilbage, og solsikkekernerne kommer tilbage, det er sikkert. Og i morgen halv syv kommer vi tilbage, med det orange lys og de dansende børster, for igen at efterlade det hele, som om intet var hændt.

De sætter mig ind i hallen med tanken halvtom og børsterne fulde af konfetti. Det gør mig ikke noget. Det er min måde at gå til feria på.

Jeg er en tyr. Vild, sort, med store horn, næsten to meter høj. Og fyldt med luft. Masser af luft. De puster mig op med en blæser, der summer i maven som en bisværm, og når jeg rejser mig midt på Plaza de la Constitución, gør jeg indtryk. I omkring ti sekunder gør jeg enormt indtryk. Så blæser en bitte lille brise, jeg vugger som en vippedukke, og det hele mister lidt af sin alvor.

Det er feriaens lørdag, halv fem om eftermiddagen, og i dag er der tyreløb med oppustelige tyre. Vi er fire: min bror, den røde, der har en dårligt lukket søm og mister tryk gennem halen; den brogede, der er den højeste og tror, han er chefen; den lille, en ungtyr med forskræmt ansigt; og mig, den sorte, klassikeren, den gamle kendte.

Forrest varmer charangaen op. Trompeten lyder, stortrommen drøner, og saxofonisten spiller med solbriller så store, at han ligner et insekt med rytme. Så snart den første tone af »Paquito el Chocolatero« lyder, går hele pladsen amok. Og når pladsen går amok, kommer de.

Børnene.

Fyrre, halvtreds, hundrede, jeg ved det ikke. Med røde halstørklæder, hvide T-shirts med ispletter og en energi, der, rigtigt kanaliseret, kunne oplyse hele feriaen uden at koste en euro. De omringer os. De jager os. De råber »toro, toro!« med vild glæde. I teorien skulle vi jage dem, men lederne, der skubber os, går i deres eget tempo, og det ender omvendt: det er byen, der driver tyren op i et hjørne.

En lille dreng med briller klamrer sig til min hals og slipper ikke. En pige med en blomst i håret klapper mig på ryggen, som man lykønsker en hest. En anden laver passes med sin fars jakke, meget værdige brystpasses til at være seks år. Folk klapper ved hver pase, og nogen råber fra en altan efter en til.

Jeg har kun én frygt i livet, og det er ikke kappen. Det er knappenåle. Hårnåle. Blyanter. Alt med en spids. Hver gang jeg ser et barn med en candyflosspind, synker modet. Den røde fik sidste år et lille hul af en ørering og endte eftermiddagen liggende på fortovet som en ballon efter en børnefødselsdag. Sådan vil jeg ikke ende. Ikke i dag, mens charangaen spiller.

Midt i løbet kommer et forræderisk vindstød. Jeg hælder, hælder lidt mere og står i ét herligt sekund i balance på ét ben, som en ballettyr. Børnene skriger. Charangaen, der aldrig går glip af en chance, afslutter med et slag på stortrommen. Det ser indøvet ud. Det er det ikke.

Jeg får balancen igen. Pladsen klapper kun af mig. Et øjeblik føler jeg mig som feriaens stjerne.

Lidt over fem er løbet slut. Børnene, svedige og glade, går efter vand, is eller begge dele på én gang. Charangaen drager videre op ad gaden. Og de slukker for min blæser.

Det er en underlig følelse. Lidt efter lidt mister jeg modet, hornene bøjer, nakken krøller, og jeg ender liggende på jorden som et tyrekostume uden nogen indeni. En dreng, der går forbi, sætter sig på hug, klapper mig på mulen og siger: »Du kommer igen i morgen, ikke?«

Jeg kommer ikke igen i morgen. Jeg kommer igen næste år. Men klappet beholder jeg. Og at jeg gik i seng hel, uden en skramme og med hele byen klappende.

Feriaens lørdag tåler ingen halve løsninger, og allermindst ved kaffetid. I stuen derhjemme, med persiennerne halvt nede mod gadens trykkende hede og loftsventilatoren, der drejede med en mandags ulyst, markerede klirren af teskeer mod porcelænet begyndelsen på en tiltrængt våbenhvile.

Vi havde lovet mådehold i tre dage. Tre. Vi svor på det onsdag, efter den første feriamiddag. Vi gentog det torsdag, efter den anden. Fredag var der ingen, der svor højt længere, men der var en stiltiende aftale: i år skulle feriaen klares med danskvand, frugt og franciskansk mådehold. Min kusine tog sågar en skål vindruer med som en symbolsk gestus. Skålen stod urørt på bordet og så bebrejdende på os.

Ethvert spor af disciplin røg sig en tur i præcis det øjeblik, min onkel trådte over dørtærsklen.

Han bar en bakke af guldfarvet pap med et rødt bånd om, og vægten afslørede, at byens konditori havde gjort sit bedste. Han bar den med begge hænder i brysthøjde, som en der går ind i kirken med monstransen. Da han satte den på voksdugen, lød knitren fra bagepapiret som et startskud.

– I dag fortjener vi en sukkerrevanche, fastslog min onkel, mens han løste knuden med en bombeteknikers ro.

– Skat, vi sagde jo … begyndte min tante.

– Vi sagde mange ting, svarede han uden at løfte blikket fra båndet.

Duften af brændt vanillecreme, kanel og nybagt butterdej fyldte stuen på én gang. Der stod de, tæt som soldater til parade: napoleonskager med flormelis på toppen, piononos gennemvædet i sirup og to chokoladevandbakkelser, der åbenlyst trodsede enhver kolesteroltest. Vi talte dem med øjnene. Vi var syv. Der var ni kager. Feriaens matematik er grusom: to til overs, og to er det værst tænkelige tal for en familie.

I ti sekunder var der en andægtig stilhed. Ingen turde tage først for ikke at ligne en barbar, men blikkene krydsedes, regnede baner ud, målte afstande og tildelte stykker med øjnene. Min bedstemor, der ikke havde rørt sig fra lænestolen hele eftermiddagen, rettede sig et par centimeter op. En minimal bevægelse. Men vi forstod alle, at vandbakkelsen i hjørnet allerede havde en ejer.

Modstanden varede, så længe det tager en tår kaffe at blive kold. En hurtig hånd (jeg siger ikke hvis, men tanten med »skat, vi sagde jo« har meget gode reflekser) kastede sig over den sprøde butterdej, udløste en hvid regn over bordet, og fornuften kapitulerede uigenkaldeligt. På to minutter lignede bakken en slagmark: krummer, flormelis overalt og en ensom pionono, som ingen turde gøre krav på af ren høflighed.

Hvis natten lovede dans til daggry på pladsen, krævede kroppen førsteklasses brændstof. Det sagde vi, med munden fuld og klistrede fingre, som videnskabelig begrundelse.

I morgen ville skyldfølelsen vende tilbage, de kogte grøntsager og skålen med vindruer. I dag blev feriaen fejret bid for bid.

Jeg er førstehjælpskassen på festpladsens sanitetspost. En orange kasse med håndtag, to låse der siger klik, og indeni perfekt orden: kompresser efter størrelse, forbindinger rullet som konkylier, blodtryksapparatet rullet sammen i sit etui, saltvand, handsker og min mest dyrebare skat, som ikke er det, I tror. Det er æsken med plastre med billeder.

På feriaens lørdag, klokken ni om aftenen, dufter festpladsen af churros, candyfloss og nye sko. Det sidste lugter jeg bedre end nogen, for nye sko er min største kundegruppe. Af ti personer, der kommer ind ad postens dør, kommer syv haltende med et undskyldende smil og skoene i hånden.

– Jeg købte dem til feriaen, siger den første, en pige i grøn flæsekjole. Det er første gang, jeg har dem på.

Nacho, sygeplejersken, nikker som en, der har hørt den sætning fire hundrede gange. Og han har hørt den fire hundrede gange. Han renser, behandler, sætter et specielt vableplaster på og giver hende et råd, der næsten er en livsfilosofi: »Nye sko lidt ad gangen. Og til dansen de gamle.«

Så kommer en seksårig dreng med et skrabet knæ og en enorm stolthed. Han er faldet, mens han løb hen mod tombolaen, men han siger, det ikke gør ondt, mens hagen ryster lidt. Ambulancebehandleren spørger, hvad hans yndlingsdyr er, og åbner min æske med billedplastre som en skattekiste. Drengen vælger en løve. Han går ud af posten og viser den til alle, med knæet forrest, som om det var en medalje.

Halv ti kommer en ældre herre ind, meget velfriseret, sætter sig og skæver til mig. Der er ikke noget i vejen med ham, siger han. Han vil bare have målt blodtrykket, nu hvor han er her. Nacho måler det i al ro og mag. Perfekt. »Som en ung knægt,« siger han. Herren rejser sig mere rank, end da han kom ind, og går for at finde sin kone og fortælle det.

Der er også en pige med lidt svimmelhed, der har tilbragt eftermiddagen i solen uden at drikke vand. De sætter hende i skyggen, giver hende en kold flaske og fortæller en dårlig vittighed. Efter ti minutter har hun det fint, og efter femten griner hun af vittigheden, og det er dér, man virkelig ved, at nogen er kommet sig.

Det, jeg bedst kan lide ved dette hold, er deres måde at arbejde på: uden hast udadtil og med alt klar indadtil. De ved, at det næsten altid vil være en vabel, et knæ eller et hedeslag. Men de er klar til hvad som helst, det er derfor, de er her. Og alligevel behandler de hver vabel, som om det var den vigtigste på hele feriaen.

Ved midnat gør vi status: sytten vabler, et knæ, en svimmelhed, tre perfekte blodtryk og et par briller fundet under en stol, som allerede er tilbage hos ejeren. Intet alvorligt. Det er den bedste nyhed, en førstehjælpskasse kan komme med.

Nacho lukker mig, klik og klik, og sætter mig på hylden. Jeg har tyve billedplastre tilbage. I morgen skal løverne fyldes op, de slipper altid op først.

Den oprindelige plan for lørdag aften var et monument over fornuften. Vi havde aftalt at mødes klokken ni efter streng konsensus, endda stemt om i WhatsApp-gruppen med afstemning og det hele: en hurtig, let og ukompliceret middag, så vi kunne få plads på første række før koncerten klokken elleve på feriaens scene i Torrox. Vi havde kolde sodavand, vandflasker i rygsækken mod varmen i menneskemængden og det faste løfte om ikke at proppe os, så vi kunne hoppe til »Sabor de amor« uden risiko for mavepine. En foreslog at spise salat. Ingen hørte efter, men gestussen blev værdsat.

Fornuften holdt præcis, til vi drejede om hjørnet ind på Calle Calzada.

Dér brød mytteriet ud. Duften fra brændeovnen kom ud af pizzeriaet som armen i en tegnefilm og greb os i næsen. Nogen (Rafa, altid Rafa) lod det forbudte ord slippe ud: »Hvad med en pizza til at dele?« Før den ansvarlige fløj kunne afgive en eneste modstemme, kom to fra flokken allerede ud med et vaklende tårn af tre dampende bakker. »Til at dele,« sagde Rafa. Tre familiepizzaer til seks personer. Det er ikke at dele, det er en depotstation.

Farvel til nøjsom småspisning; goddag til smeltet ost, der strækker sig i uendelige tråde hen over brostenene.

Vi bestilte en quattro stagioni, en barbecue og en med skinke og champignon. Quattro stagioni var den mest omstridte: én ville kun have skinkeårstiden, én nægtede blankt at røre artiskokårstiden, og én fastholdt, at der i Torrox i oktober kun er én årstid, og det er sommer. Den klimadebat kostede os fem dyrebare minutter.

At spise en familiepizza stående midt på en travl bakke, balancerende for ikke at spilde på feriaskjorten, mens man holder en sodavandsdåse mellem knæene, burde være en olympisk disciplin. Lucía spiste med strakt arm, som om hun var bange for pizzaen, for at redde sin hvide bluse. Rafa derimod var allerede på femte stykke, med en tomatplet på brystet i nøjagtig samme form som Den Iberiske Halvø.

Tyve over ti var spændingen ulidelig. Uret tikkede ubønhørligt, et vindstød var lige ved at blæse et paplåg væk, og der var tre forældreløse stykker tilbage, som ingen ville efterlade af ren festværdighed. At smide pizza væk under feriaen bringer ulykke. Det siger ingen, men alle ved det.

Vi klarede den sidste skorpe i løb, tørrede fingrene i én mirakuløs serviet, der gik fra hånd til hånd som et relikvie, og løb op ad bakken mellem latter og pusten. Da vi drejede mod pladsen, lød de første akkorder fra el-guitaren, og sangerens stemme hilste byen.

Vi kom frem forpustede, med fordøjelsen på grænsen og oreganoånde, men overstrømmende glade og klar til at forbrænde middagen til spansk pop. Vi fik ikke første række. Vi fik syvende. Men da »Sabor de amor« kom, hoppede vi alligevel. Forsigtigt, dog. Meget langsomt. På grund af pizzaen.

Min professionelle karriere fik en brat ende i tredje figur af fjerde sevillana, lige da orkestret besluttede at sætte tempoet op, som om de blev betalt pr. slag. Indtil da var jeg en respektabel spolehæl: syv centimeter værdighed betrukket med rødt ruskind, der matchede kjolens prikker. Ingen plastik, ingen efterligninger. En rigtig skomagerhæl, af den slags man sælger med advarslen »den her skal tæmmes«.

Jeg havde holdt tre feriadage ud som en mester. Jeg havde undgået rebujitopytter af tvivlsom oprindelse, andres tråd, forræderiske trin og de kilometer, Maricarmen tilbagelægger mellem casetaen, turrónboden og tombolaen, hvor hun i øvrigt aldrig vinder noget. Tre dage. Jeg så mig allerede gå på pension med æren i behold i en skoæske øverst i skabet og fortælle krigshistorier til gummistøvlerne.

Men den sidste zapateado på casetaens brædder blev min dødsdom.

Der lød et tørt knæk, som en gren der brækker. Jeg mærkede limen og de to søm, der holdt mig fast til sålen, give op uden varsel: det ene fløj mod baren, og det andet overgav sig med et lille metallisk suk. Maricarmen, uvidende om tragedien, drejede triumferende rundt med armene i vejret. Jeg blev siddende fast mellem to skæve planker og stirrede op i lygteloftet som en soldat faldet på slagmarken.

At se min sålekammerat forsvinde var knusende. Og Maricarmen var ikke et halvt sekund om at miste symmetrien. Hun gik fra at skride frem som en feriadronning til at halte i en højst komisk kadence, én fod i Alhambra og den anden i kælderen, med den ene skulder op og ned, som om hun dansede reggaeton ved et uheld. Hendes kusine troede, det var et nyt trin, og efterlignede hende. Så kom to mere med. I ét herligt minut dansede halvdelen af casetaen haltende af ufrivillig solidaritet. Jeg vidste fra gulvet ikke, om jeg skulle græde eller føle mig som koreograf.

Endelig opdagede Maricarmen det. Hun kiggede ned, på sin stumpede sko, på sine veninder, og sagde den sætning, der knuste mit hjerte:

– Og de kostede mig fyrre euro på udsalg!

Udsalg. Tre dages upåklagelig tjeneste, og sådan blev jeg taget afsked med. Ikke engang et minuts stilhed.

Så kom det værste. En flod af espadriller, cowboystøvletter og espartoplateauer sparkede mig nådesløst mod udgangen. Jeg trillede hen over dansegulvet, hoppede på trinnet og fløj ud ad døren som en cowboy, der bliver smidt ud af en saloon. Nu hviler jeg her, lænet op ad en kantsten i Torrox, og betragter flæseoptoget fra en cigaretskods perspektiv.

En gadehund kom hen og snusede skeptisk til mig. Den gik to gange rundt om mig, rynkede på snuden og besluttede, at jeg ikke engang duede som knogle. Den gik uden at sige farvel. I denne by har selv hundene dømmekraft.

Min ejer forhandler nok nu om et par reserveballerinasko med en fremsynet veninde, eller også har hun overgivet sig til at gå barfodet, hvilket midt om natten er den obligatoriske mode til enhver andalusisk feria. Jeg har imens opnået det, mange drømmer om: førtidspension midt i festen, med gadeudsigt og livemusik.

Hvis nogen spørger, så sig, at jeg faldt i tjenesten, et offer for kunsten og overdreven begejstring. Og lad dem skrive på min gravsten: »Han holdt i tre dage. Sevillanaen i fire.«

At stå plantet midt på Plaza de la Constitución i Torrox har sine fordele: førsteklasses udsigt, varieret samtale og en fast stilling, mange ville misunde. Problemet kommer, når klokken bliver to midt under oktoberferiaen, og termometeret beslutter at ignorere kalenderen med al verdens frækhed. Oktober, siger de. Oktober i Torrox er august med en jakke i skabet, for en sikkerheds skyld.

Jeg er den midterste gadelygte. Tre arme af støbejern, en herskabelig holdning og en pletfri natlig straffeattest. Om natten er jeg uundværlig. Om dagen, med pærerne slukket og solen der bager, er mit arbejde indskrænket til at holde facaden uden at smelte og tjene som mødested. »Hvor mødes vi?« »Ved lygten.« Bare sådan, uden flere oplysninger. Jeg er en GPS af støbejern.

Heldigvis har kommunen i år været så venlig at hænge en baldakin af farverige paraplyer op over vores hoveder. En svævende hvælving af grønt, gult og pink, der dæmper solbagningen og kaster en psykedelisk mosaik på jorden. Skyggen er velkommen, det nægter jeg ikke, men jeg føler mig lidt latterlig omgivet af så meget opslået stof, uden at der falder en dråbe. Jeg ligner den alvorlige tante til et bryllup, hvor alle andre har festhat på. En turist har taget elleve billeder af mig. Elleve. Det eneste, der manglede, var, at han bad mig smile.

Ved mine fødder giver dagferiaen ingen pause. Et orkester angriber en pasodoble med flere decibel end stemthed fra scenen for enden af pladsen. Trompetisten kører sit eget løb; keyboardet et andet; og sangeren et tredje, som videnskaben endnu ikke har opdaget. Lige meget. Varmen trykker, men folk er ligeglade: vifter der pisker luften med jetfart, glas med rebujito i umulige balancenumre og en flok modige, der stamper på brostenene, som om jorden var frossen og man skulle holde varmen.

For et øjeblik siden lænede en herre i blomstret skjorte og stråhat sig op ad min stolpe for at ryste en sten ud af skoen. Stor fejl. Han var lige ved at få hånden brændt fast til jernet, der på dette tidspunkt er lige så varmt som en churros-stegeplade. Han gjorde et hop, værdigt til en professionel danser, udstødte et »for fa…!«, som jeg ikke gør færdigt af respekt for de tilstedeværende børn, og folk omkring, der troede, det var en del af dansen, klappede af ham. Manden, der ikke er typen, der spilder et bifald, sluttede af med et sevillanatrin. Kunst.

En pige har klistret et tyggegummi på min fod. Et par har taget en selfie og krammet mig, som om jeg var familie. Og en due har siddet på min venstre arm i tyve minutter og kigget på mig, som om den overvejede at flytte ind. Alt normalt.

Jeg kigger hen mod scenen, hvor teknikerne tester lys mellem kabler, højttalere og en rulle gaffatape, der må være det, der holder halvdelen af scenen sammen. Jeg smiler gennem mine støvede ruder. Jeg ved udmærket, at så snart solen gemmer sig bag de kalkede huse, og paraplyerne kun er pynt, bliver det min tur.

Jeg har flere ferias bag mig, end jeg kan tælle. Og i aften skal jeg, som altid, tændes først, finde mig i en skæv lygte hængende på ryggen og lyse folks snublen op til daggry, når den sidste efternøler går ind i mig, siger undskyld og siger godnat, som om jeg var familie.

Indtil da nøjes jeg med ikke at springe før middag. Og at duen, vær så venlig, beslutter sig for at bo et andet sted.

Feriaens søndag tilgiver ikke ophobet træthed, men arenaen til rideopvisningen i Torrox var en heksekedel, hvor ingen blinkede. Mellem det fine støv, hovene hvirvlede op, og duften af læder og sand holdt jeg Laura i hånden med en blanding af romantisk hengivenhed og koldsved. Ikke underligt. Vi havde fire dages fest i kroppen, mine fodsåler gjorde ondt, som om jeg havde gået Caminoen i klipklappere, og for at toppe det hele havde jeg insisteret på at se båndløbet klemt op ad det forreste hegn. Min idé. Ingen tvang mig. Bare så det er sagt.

– Hvis du slipper, sluger floden af hørskjorter os, advarede hun i mit øre og klemte mine knoer med kraften fra en hydraulisk tang.

Laura er et dejligt menneske, blid og med små hænder. Små hænder, der i spændte situationer udvikler trykket fra en olivenpresse. Det har jeg vidst siden den første straffesparkskonkurrence, vi så sammen. Alligevel fortsatte jeg. Sådan er kærlighed.

På banen begyndte en imponerende skimmel med flettet manke at trave hen mod enden for at tage tilløb. Rytteren, rank som et lys, i upåklagelig kort jakke og med et overskæg, der fortjente sit eget bifald, holdt i højre hånd en træpind tynd som en blyant. Halvtreds meter væk, hængende i et reb spændt ud mellem to pæle, blafrede en række silkebånd i stærke farver, rullet op på små spoler. Udfordringen virkede som magi: at galoppere i fuld fart og ramme en ring på størrelse med en euromønt for at rulle præmien ud uden at bremse hesten. Jeg rammer nogle dage ikke engang nøglehullet, når bilen holder stille.

– Tror du, han tager den? hviskede Laura.

– Hvis han tager den, giver jeg churros.

– Hvis han tager den, giver du churros alligevel.

Det var heller ikke en forhandling.

Hesten satte af i fuld galop. Jorden rystede under vores såler i takt med et hjemmelavet jordskælv. Publikum holdt vejret på én gang: stilheden var så tæt, at man kun hørte dyrets prusten gennem den varme eftermiddagsluft og, i baggrunden, en pose solsikkekerner, som nogen åbnede i det værst tænkelige øjeblik. Laura borede neglene ind i min håndflade; jeg kunne sværge på, at mit blodomløb stod stille i de tre sekunder, og at jeg mistede følelsen i lillefingeren for altid. Rytteren strakte armen ud, kneb det ene øje i og stødte mod det pink bånd.

Klak!

Pinden gik rent gennem ringen, spolen snurrede og slap to meter satin ud i vinden, og mængden eksploderede i et øredøvende brøl af klap og tilråb. Laura sprang mig om halsen og skreg af glæde og fik mig til at miste balancen baglæns, under naboernes latter og bifald fra en herre, der råbte: »Det fald giver også point!«

Fra jorden, med håret fuldt af sand og fingrene stadig følelsesløse efter hendes greb, var jeg helt sikker: at overleve et båndløb hånd i hånd med sin kæreste er den farligste sport på hele feriaen. Og churrosene den eftermiddag havde jeg fortjent.

Jeg er vesten på en frivillig i Beredskabet. Orange, med striber der lyser, når lyset rammer dem, og en brystlomme, hvor der er plads til en notesblok, en kuglepen og en pakke papirlommetørklæder. Mandag til fredag hænger jeg på en bøjle. Ham, der bærer mig, Fermín, arbejder på et bilværksted; i hverdagene lugter han af olie og skruer. Under feriaen lugter han af mig.

Denne søndag klokken otte om aftenen har vi den mest delikate opgave af alle: processionen, der flytter skytshelgenerne fra sognekirken til deres helligdom. Fermín har været på Paseo de las Moreas siden syv, med to kolleger, en vanddunk og kasser med små flasker. Hans opgave er, at alle kan være der, se og følge med i ro. Ikke mere. Og ikke mindre.

Promenaden fyldes langsomt. Hele familier, naboer der er kommet op fra kysten, bedstemødre med vifter og børnebørn i søndagstøj. Nogle har kommet hvert år i halvfjerds år, og nogle kommer for første gang. Fermín åbner en passage med armene, venligt, uden at hæve stemmen: »Et lille skridt tilbage, tak, de ældre kommer.« Og folk tager det lille skridt.

En dame på over firs er blevet uden plads i skyggen. Fermín henter en klapstol fra bilen, stiller den på første række og giver hende en flaske vand. Damen tager hans hånd, klapper den to gange og siger, at han ligner sit barnebarn på en prik, som også er så sød. Fermín rødmer. Jeg, udenpå, forbliver orange.

Da processionen når promenaden, ændrer alt sig. Der opstår en stilhed, som hverken beordres eller bedes om: den kommer af sig selv. Fermín står også stille på sin plads, opmærksom på gaden og menneskene på samme tid. Det er den del af hans arbejde, der ikke står i nogen manual: at vide, hvordan man skal være. At respektere det, der for så mange naboer er det vigtigste ved feriaen, og samtidig ikke miste nogen af syne.

En lille dreng vil se det hele og smutter ud mod kørebanen. Fermín fører ham tilbage til sin plads med en hånd på skulderen og et smil, uden et råb. Moren takker med blikket. En herre bliver lidt svimmel af varmen, og kollegerne følger ham hen til en bænk, med vand og lidt skygge. Ikke mere. Ingen opdager noget, og det er præcis, som det skal være.

Processionen fortsætter mod Calle Almedina og helligdommen, og med den forsvinder mængden, lidt efter lidt, som ebbe. Fermín samler de tomme flasker, klapper stolen sammen og sætter sig et øjeblik på kantstenen. Fødderne gør ondt. Han kigger på mine skinnende striber, lidt beskidte nu, og griner for sig selv.

– Et år mere, makker.

Ingen betaler ham for det. Ingen af de frivillige får en euro for at tilbringe feriaen på benene, dele vand ud og åbne passager. De gør det, fordi de gerne vil have, at deres bys fest går godt. Og den går godt, delvis fordi de er der.

I aften kommer jeg tilbage på bøjlen. Mandag går Fermín tilbage til værkstedet. Men i min brystlomme ligger der noget tilbage, som damen puttede i den, uden at han opdagede det: en mintbolche pakket i papir, med en seddel skrevet med blyant: »tak, min dreng«.

Jeg er en brandslange. Tyve meter rødt stof, en skinnende metalkobling og en uendelig tålmodighed. Jeg bor rullet op på siden af bilen, som et kæmpestort sneglehus, og jeg har min helt egen måde at måle, om en nat er gået godt: jo mindre jeg kommer ud, jo bedre.

Søndag aften har vi vagt ved El Convento, for halv elleve begynder det store fyrværkeri. Vi kommer i god tid, før det hele bliver fyldt. Brandfolkene går området igennem med mig, tester trykket, ruller et stykke ud og ruller det ind igen. Det er et ritual. Som når man prøver flamencokjolen aftenen før for at se, om den stadig passer.

Vi er fem på vagten. Holdlederen, der siger lidt og ser meget. En ung brandkvinde, der i morges var forbi sin nieces skole for at vise bilen frem og stadig har stjerneklistermærker på hjelmen. Og tre mere, der har været med til så mange ferias, at de kender rækkefølgen af raketterne udenad.

Pyroteknikeren kommer hen og hilser, før det går løs. De kender hinanden fra tidligere år. De giver hånd, gennemgår planen med to sætninger, og hver går til sin plads. Der skal ikke flere ord til: begge vil det samme, at himlen bliver fyldt, og at jorden ikke mærker noget.

Præcis halv elleve stiger den første raket. Folk siger »åååh!«, og jeg siger det også indvendigt fra bilen. For selv om jeg er en slange, elsker jeg fyrværkeri. Jeg kan lide dem, der folder sig ud som gyldne palmer, dem der knitrer som en pande med churros, og dem der er et sekund om at eksplodere, når hele byen holder vejret på én gang.

Brandfolkene kigger kun på himlen en gang imellem. Resten af tiden kigger de på jorden, træerne, tagene og gnisterne, der falder. Det er deres måde at nyde fyrværkeriet på: med øjenkrogen og med hånden tæt på mig. Den unge brandkvinde tillader sig et kæmpe smil, da en grøn og hvid række eksploderer, og holdlederen, der har set det, lader som ingenting.

Finalen er en salve, der får ruderne til at klirre. Så stilhed, røg og et bifald, der kommer fra alle sider, fra promenaden, fra altanerne og fra El Convento. Et sted i den røg, det er jeg sikker på, svæver nattens sidste bombe glad omkring, den der ventede på sin tur uden at brokke sig.

Vi går den sidste runde. Alt i orden. Ikke en gnist, hvor den ikke skal være, ikke en nervøs busk. Holdlederen melder det over radioen med årets fineste sætning: »Intet at melde.« Alle fem tager hjelmen af på samme tid, som om de havde øvet det.

Vi kører tilbage til stationen uden blink og uden hast. Jeg er stadig rullet op, tør og i fred. Nogle slanger praler med, hvor mange gange de har været ude. Jeg praler med denne nat, hvor jeg ikke behøvede at komme ud for at sidde på første række.

I morgen tjekker de mig igen, for en sikkerheds skyld. Altid for en sikkerheds skyld. Det er derfor, vi er her.

Jeg hedder gylden palme på to hundrede millimeter, selv om de på værkstedet kalder mig »den tykke«. Jeg bor i et paprør stukket ned i jorden nær El Convento, omgivet af lidelsesfæller: raketter, bomber, kanonslag, krysantemummer, et par vulkaner og en række stjernekastere, der aldrig holder op med at snakke. Det er søndag, feriaens sidste dag, og halv elleve begynder det store fyrværkeri. Jeg afslutter showet. Jeg er prikken over i'et. »Vi ses næste år.«

Ikke for at prale, men det er en post med stort ansvar.

Fra mit rør kan jeg ikke se meget: et stykke himmel, nogle stjerner og pyroteknikerens støvler, en alvorlig mand med hjelm og refleksvest, der hele eftermiddagen har tjekket ledninger, talt rør og gentaget lavt for sig selv »den her ja, den her ja, den her også«. Når han går forbi mig, stopper han, banker på pappet og siger: »Dig, den sidste.« Jeg ved det, chef. Jeg ved det.

Mine naboer er noget andet. Til venstre har jeg en grøn krysantemumbombe, der har været nervøs siden middag og spørger hvert tiende minut, om det gør ondt. Til højre et varselsknald, lille og stædig, der hele tiden praler med, at han bliver »den, der høres mest«. Helt sikkert. Dig hører de helt til Frigiliana. Og så er der ingen, der husker dig.

I det fjerne høres byen. Klokken otte gik processionen, der flytter skytshelgenerne til deres helligdom, og den ærbødige stilhed, klokkerne efterlader, svæver stadig i luften. Nu vender festens summen langsomt tilbage: folk der leder efter en plads, børn der er kravlet op på mure, bander med poser solsikkekerner og par, der har fem feriadage i kroppen og kun står oprejst af kærlighed.

Halv elleve. Der opstår den stilhed, der kun findes lige før fyrværkeriet.

Bang! Den første stiger, en signalraket, der fløjter som en kedel og brister i hvidt. Byen svarer med aftenens første »åååh!«. Så kommer de andre, i bølger: krysantemummer, små palmer, vulkaner der spytter gnister, og kaskader, der falder som guldregn. Min nabo, den grønne krysantemum, farer af sted og råber noget, jeg ikke forstår, og brister smuk, enorm, perfekt. Jeg siger det til hende nedefra, selv om hun ikke kan høre mig længere.

Det stædige knald går også af, og ganske rigtigt, han kan høres voldsomt. Tre bilalarmer går i gang, og en herre på første række taber sin pose solsikkekerner af forskrækkelse.

Fyrværkeriet fortsætter. Tyve minutter med farver, røg, gnister og »åååh!«. Og jeg venter i mit rør. Der bliver færre og færre kammerater tilbage, mere og mere røg, og jeg mærker pyroteknikerens støvler komme nærmere og nærmere.

Finalen kommer. Rytmen sætter op, eksplosionerne hober sig op, og himlen ligner en flamencoscene, der er ved at styrte sammen. Folk klapper uden at vide, om det allerede er slut. Og så mærker jeg varmen i lunten.

Jeg stiger.

Jeg stiger, som jeg aldrig har steget før, og efterlader et guldspor over El Convento, de hvide tage, lygterne og alle de mennesker, der kigger op med åben mund. I ét sekund ser jeg det hele: hele byen, pladsen, havet i det fjerne, det oplyste pariserhjul. Fem feriadage i ét eneste blik.

Og jeg brister. Jeg folder mig ud til en gigantisk gylden palme, der dækker himlen over Torrox fra ende til anden og falder langsomt, meget langsomt, i tråde af guld. Nede aftenens længste »åååh!«. Så et bifald, der aldrig holder op.

Nu er jeg røg. En røg, der driver mod Plaza de la Constitución, hvor den sidste koncert snart afslutter feriaen. Jeg bliver der et stykke tid, svæver over folk og lytter til den sidste sang.

Det har været en ære at være den sidste. Vi ses næste år, Torrox.

Jeg er feriaarrangørernes walkie-talkie. Sort, med kort antenne, en volumenknap jeg næsten aldrig skruer ned, og en clips, der har siddet på et bælte siden onsdag morgen. Hvis nogen vil vide, hvordan feriaen i Torrox virkelig var, skal de ikke se på billederne. De skal lytte til mig.

Onsdag klokken otte begyndte det hele med en stemme fra opstillingsholdet: »Scenen på pladsen færdig, skifter.« Så elektrikerne: »Portalen tjekket, tavle to klar til tænding, skifter.« Så lyden: »Prøve, prøve … kan I høre mig? Skifter.« Vi kunne høre dem. Vi hørte dem hver dag.

Hele feriaen er gået gennem min kanal, men bag kulisserne. Lokalpolitiet, der meldte om en fejlparkeret bil foran en indkørsel og en dreng, der ikke var væk, men kiggede. Guardia Civil, der koordinerede trafikken på landevejen. Beredskabet, der bad om mere vand til Paseo de las Moreas. Sanitetsposten, der aften efter aften sagde den smukkeste sætning i mit repertoire: »Alt roligt, kun vabler.«

Gennem mig har natbussernes chauffører talt, mens de talte passagerer, som man tæller får: »Sidste tur tilbage med toogtredive, alle hjemme.« Paellakokkene, der bad om en ekstra gasflaske kvart i to. Tjenerne i casetaerne, der ikke vidste, om der var mere is til drikkevarerne. Gartnerne i Jardines de Picasso, der bad folk om ikke at træde på den nye græsplæne.

Også tivolifolkene på Llano de la Almazara, der meldte, at de skruede op for musikken præcis klokken ni. Renovationsholdet, halv syv om morgenen, med en stemme fuld af søvn og stolthed: »Calzada færdig, skifter.« Taxachaufførerne, der spurgte, hvor man kunne køre ind til El Convento uden at være i vejen. Brandfolkene med deres »intet at melde« hver aften.

Og så var der de andre, der ikke engang havde en walkie-talkie, men var med i alle beskederne: folkene fra foreningerne, der bar borde ud og samlede stole sammen; korene, der øvede i ethvert hjørne; danseskolerne med dansere i alle aldre; peñas, klubber, broderskaber, naboer der lånte en forlængerledning, en markise eller en stige ud. Ingen på plakaten. Alle til feriaen.

Nu er klokken ét minut i tolv søndag aften. På Plaza de la Constitución spilles feriaens sidste sang, og folk synger den, som om de ikke ville have, at den sluttede. Den, der bærer mig, går lidt til side, finder et hjørne, hvor man kan høre, holder mig op til munden og trykker på knappen.

– Til alle hold. Feriaen er slut. Tak til opstillingsholdet, elektrikerne, lyd og lys, lokalpolitiet og Guardia Civil, Beredskabet, sundhedspersonale og brandfolk, renovationen, chaufførerne, tivolifolkene, casetaerne, de frivillige fra alle foreningerne. Uden jer bliver der ikke tændt noget her. Skifter.

I nogle sekunder svarer ingen. Så begynder svarene at komme, et efter et, oven i hinanden som i en sevillana: »Modtaget.« »Tak i lige måde.« »Vi ses næste år.« »¡Viva la feria de Torrox!« Nogen, fra en eller anden post, vover at synge et stykke af en pasodoble. Ingen siger noget, og det er sådan, radioer klapper.

I morgen oplader de mit batteri og lægger mig i en skuffe sammen med reservebatterierne og en rulle gaffatape. Jeg tilbringer vinteren i stilhed og drømmer om beskeder. Men først, som altid, den sidste.

– Slut, over.